Kan jeg bruge denne undskyldning hjemme i danmark?

"Undskyld, vi kommer for sent. Vi blev nød til at vente på at politiet sprang 25kg dynamit så lavinen kunne blive udløst"

Det omtalte vejr under vores feltarbejde har skam også sat sine spor her tilbage i Longyearbyen. På bjergtoppen har der samlet sig en større mængde sne, den første lavine kom i mandags kl 16 og den tog et af de gamle svævebane tårne med sig. Her til morges kl 10 var der endnu en og der efter udløste politiet endnu en lavine ved hjælp af 25 kg dynamit.



Ras ved Gruve 2b from Svalbardposten on Vimeo.

En video fra Svalbard posten af eksplosionen. Det er først omkring 0:55 at det interessante begynder.

Fieldwork

Felt arbejdet er nu overstået og det var noget af en oplevelse på flere måder.

Onsdag den 25 marts mødte vi op på UNIS om eftermiddagen og skiftede til scootersuits og andet udstyr der var nødvendigt. Det blæser en smule men vejeret er forholdsvist varmt (det vil sige lidt under frysepunktet). Vi pakker snescooterne, spænder slæderne på og tager af sted. Efter lidt over en times kørsel ankommer vi Røde Kors hytten som vi har fået lov at låne indtil weekenden. Med meget møje og besvær får vi endelig liv i pejsen og langsomt kommer der varme i hytten. Jeg møver mig ind på fire-keeper posten og lader de andre om madlavning mm. Ganske vist betyder det at jeg skal stå tidligt op næste morgen, 6:45, men jeg kommer til at sidde foran den varme pejs mens de andre laver morgen mad.

Torsdag morgen nyder jeg den varme pejs, hvor i brændet først skal ha smeltet isen af, så tørres og derefter brænde - (se møje og besvær om onsdagen). Sne bliver smeltet på den varmende pejs til vand som igen bliver en del af morgenmaden. Det blæser en smule mere da vi glad og fro tager af sted mod Slakbreen som er den gletchere hvor på vores arbejde skal foregår. Vinden tager til på vejen over Reindalen, dette er forventet da der altid er stærk vind i dalen, men oppe på gletchere bliver det kun værre. Det er svært at snescooteren foran mens vi køre og vi er tæt på definitionen af "whiteout". Når det ikke længere er muligt at se forskel på himmel og jord og alle kendemærker forsvinder, man ser kun hvidt, det er whiteout. Det ville være umuligt at lave noget fornuftigt arbejde i dette vejr, så vi vender om og tager tilbage til hytten.

I min log bog har jeg stående
9:00 afgang til slakbreen
11:00 kommer tilbage igen pga stærk snefyning på gletchere
16:00 stadig kraftig vind - alle udendørs aktiviter er aflyst.
19:00 stadig kraftig vind - Carl, vores lære, kontakter UNIS og vejrudsigten lover ikke bedring. Måske fredag eftermiddag vil det klare op.

Med sigtbarhed på mindre en 10 meter er planerne: Eat, drink and be merry! Vi har god mad, vin, småkager, kort og en masse røverhistorier. Vi lider ingen nød i hytten. Det eneste er WC besøgene, da dette forgår ude på dasset uden for. Vi herre har fået tildelt et område til gulsne så vi ikke forurener den sne vi skal bruge til drikkevand. Men at sidde i et skideskur der ryster i den kraftige vind var ikke helt det jeg havde forestillet mig med arktiske forskning.

Fredagen starter for mig ved at jeg står op 6:45 og tænder pejsen, så vækkere jeg lærene og fortæller dem at jeg stadig ikke kan se de olietønner der står 10 meter fra hytten. Jeg går i seng igen og kl 9 vækker jeg de piger som har ansvaret for at lave morgenmaden.
Mens vi pakker og rengør hytten igen tager lærene ud og ser vejeret an på gletchere Da de kommer tilbage igen er meldingen at vi tager hjem. Vejeret er stadig imod os.
Da vi kommer hjem deler vi den resterende mad imellem os og spiser et godt måltid sammen, og lad mig lige her indsætte et billede af et bjerg af bacon for min læsers indre øje. Det er vist også her at jeg skal nævne at motivationen for at lave feltarbejde var temmelig lav.

Lørdag var planen den af vi ville blive hentet 8:30, kørt til UNIS, hoppe på scooterene og tage ud til Slakbreen og få lavet det vi skulle. Uheldigvis brugte jeg det meste af natten mellem fredag og lørdag til roderundt i sengen med høj feber og da jeg stadig havde det pænt skidt blev jeg i sengen. At vejeret stadig var imod os og lørdagens planer blev aflyst var så positivt på sin vis.

Søndag havde samme udgangs punkt som lørdag. Vi blev hentet 8:30 (små forvirringer da vi jo gik over til sommertid) men så tog vi så af sted.
(et perfekt stykke underlægnings musik, åbnes i et andet faneblad)

Så kom vi endelig i gang med vores arbejde! Vejret var perfekt og alt gik så nemt.

Gletchere, Longyearbyen og alt der imellem var dækket af et tykt lag pudersne.
Jeg har aldrig haft det så sjovt ved at køre scooter, det er en helt anden fornemmelse når man køre i pudersne, mere som en speedbåd end som et køretøj. FEDT!
Vi tog af sted kl 9 og var hjemme igen 12 timer senere, godt ømme i kroppen af arbejdet og scooter turen frem og tilbage. Alt det den nysne havde lagt dynge på vejen frem og tilbage så der skulle virkelig danses med scooteren.

Mandag var det blevet en lille smule koldere, hvilket kun gør det bedre når man arbejder i et scootersuit, denne gang var Telbreen vores mål hvor vi også skulle arbejde. Arbejdet her på denne glecher, som ligger væsentlig tættere på Longyearbyen, drejer sig om at etablere fremtidig arbejde. Vi satte stakes og lavede en topografisk profil af gletchere
Men det var stadig en Beatiful day


Der sker uhjælpelig uforudsigelig hændelser som man må improvisere sig ud af. I dette tilfælde løb batterierne til boremaskinen tør for strøm. Kulde suger simpelhen energien ud af batterierene og hvis de ikke bliver holdt varm så dør de. Så derfor endte vi med at bore stake #2 med håndkraft - altså dreje bormaskinen mens en anden trykkede ned.


Det var et skiftehold arbejde.... her tager Simon sig en slapper. Der er ikke godt at være kold, det er godt at være varm men det er værst at være for varm.


Jeg er øm i kroppen, men feltarbejdet er nu vel overstået. Mine studiekammerater i danmark sveder over eksamen nu skal jeg til at skrive på den rapport som udgør 50% af min eksamen.

Vi er alle meget tilfredse med veludført arbejde!

Virkelig P.... koldt

Dette er et lille program jeg har på min linux computer der er i kontakt med Lufthavnens vejrstation her oppe. Når jeg nu går ud i dette vejr så vil det føles som - 37 grader på grund af vinden. Heldigvis er den relative luftfugtighed meget lav så det vil ikke føles så slemt. Jeg fandt mine vejr data på luftfugtighed og lige som med varme er en højfugtighed samt en ekstrem temperatur, lig et ubehageligt vejr. I varmen kan man ikke fordampe sit sved (og derved køle sig) når luftfugtigheden er høj. Men i kulde har jeg ikke helt regnet processen ud. Gætter på at ved lav luftfugtighed udtøre huden bare, men ved høj luftfugtighed dannes der små iskrystaller på huden og det er det som bider sådan.

En anderledes version af P.... koldt

Lige fortiden har vi temperature på ca - 20 grader. Det har vi skam haft før, men det virker meget koldere end det gjorde sidste gang.

Da jeg kom her op var der også så koldt, men jeg troede at det var noget jeg lige skulle vende mig til. Kulden som virkelig bed. Så var der igen en periode i febuar hvor det igen var så koldt og der virkede det ikke nær så slemt. "Hey" tænker jeg " dette bekræfter kun min antagelse og jeg er ved at vende mig til kulden". Men nu her er det blevet koldt igen. Bidende koldt er det, og din facemask er din bedste ven. Selvfølgelig gør vinden at det føles endnu mere koldt, men selv uden vinden så virker det voldsomt koldt.

Jeg har en spinkel teori, som jeg prøver at få bekræftet/afkræftet at det har noget med luftfugtigheden at gøre. I dag har jeg søgt rundt på nettet for at finde data på luftfugtigheden i løbet af året, men det er ikke data som er lige så nemt tilgængelig som temperaturen eksempelvis.

Men det skal nok komme tror jeg. Har fundet et sted der fortalte mig at i slutningen af febuar hvor det var koldt men ikke bindende koldt var luftfugtighenden på 60-70% mens den nu er 70-80%
Der er måske noget om snakken, men skal lede lidt mere.

Historien om de brændbare guder - epic fail

Det var en fantastisk søndag, da vi skulle ha vores slæde væde løb. Det var P... koldt -25C og jeg skal lige ha undersøgt hvordan luftfugtigheden har indflydelse på hvor koldt det føles. Vi har ført haft -25C hvor det ikke føltes nær så bidende koldt. Men ud over kulden havde vi ikke noget at klage over vejr mæssigt.

Dette er så vores fartøj, The Inflammeble Gods. En gammel scooter, en vinkelsliber, 5 glade drengerøve og et par dåser spramaling.

Brendan - Kjersti - Colin

Brendan og Colin er et par af de britiske gutter som har været med på slæden. Kjersti's opgave den dag var at være klovn for børnen og hun morede sig kongeligt.

Der var ialt 18 teams med hver deres mere eller mindre kunstfærdige slæde.


Og her går så vores start - det skal lige siges at vi havde IKKE prøvekørt vores slæde først.
Hvilket så betød at vi næsten øjeblikkeligt vendte rund og kørte baglens. Stor jubel!
Vi vendte dog slæden om igen da det gik temmelig langsomt baglæns ned af bakke, 5 mand på en gammel snescooter
Det gik så trægt at vi endte med at trække den. Det er mig med dannebro flaget på skulderen og her løbende efter slæden.
Det gik temmelig stærkt på dette tidspunkt så balancen kunne ikke følge med

Og de kørte bare fra os.... bæster!
Men vi indhentede dem
Og nåede da at være næsten fuldtalligt da vi krydsede målstregen.
Kors hvor var det hårdt/sjovt/fedt/udmattende! Desværre var vi 2 sec for hurtige til at vinde prisen for den langsomste. Vi vendte rund, snublede, og vandt ikke en skid = Epic Fail

Men det var sjovt at være med til. Og det var så absolut det vigtigste for mig.

Svalbard er et farligt sted

Jeg har sådan set meget at fortælle af sjove ting som skedte i weekenden. Men weekenden har også haft ubehagelige begivenheder. Nærmere bestemt en lavine. Det er noget som sker tit at der er laviner, især når temperaturene går op og ned som de gør for tiden. Men denne lavine tog et liv.
Ja der var en af de lokale som døde i lavinen.

En lavine er jo bare sne der falder ned ikk? Hvordan kan det være farligt? Det er faktisk noget af det jeg bliver undervist i her oppe, hvilke processer der sker i sneen og ved en lavine er der store mængder af tung sne (høj densitet) som ligger oven på et svagt lag. Når det svage lag af iskrystaller kolapser så begynder den tunge kompakte sne at bevæge sig. Kompakte sne blokke på størrelse med biler kan suse ned af bjergsiden og med en vægt på ~700kg/m³ så er det den tungeste der vinder. Man kan også være heldig og det bare er en masse sne som er i bevægelse og mens det er i bevægelse kan man "svømme" i det og forhåbentligt komme ud og op i friheden. Men i det øjeblik sneen ligger stille, bliver det en kompakt masse som låser alt fast. Dit eneste håb er at blive fundet i tide inden du kvæles eller fryser ihjæl.

Dette er den baske natur her oppe. Svalbard er et farligt sted

Historien om de brandbare guder - første del

Et af koncepterne for dette semester er inflammeble gods (brandbare guder). Det hele startede med en stavefejl i en mail fra SITO (dem som har kolliget) hvor de fortalte os hvordan brændbart matriale skulle opbevares.

Look enclosed, and you will find a list over inflammable gods, and where to keep it.

Best Regards
Hilde
Studentsamskipnaden

En kvik student tog det straks op i endnu en mail.

Where shall I put my inflammable god?
Good question, but first: Do I have one?
First of all, christians don't have to be concerned, Jesus has never burned anything, as far as my altar boy knowledge goes.
If it comes to Jewish belief, I would be carful, wasn't there an incident with a burning shrubbery in the old testament?
But Svalbard is safe, no shrubberies, unless we meet "the knights who say nee".
Followers of the ancient greek and roman mythology, and here comes the plural "gods" into account, just have to choose who they want to keep.
I would put Hephaestus far away from my barrack also Ares is not a very warmly welcomed brother, but Aphrodite in my bed and Dionysus in the kitchen and nothing can go wrong.

So choose wisely,

your spiritual student

alex

Og så har den så kørt der fra.
Som afslutning på solfesten er "Ta Sjansen" en event hvor man med sin kælk/slæde konkurrere mod hinnande. I 2007 vandt et hold fra UNIS med deres finske sauna

Derfor vil vi da også deltage i år. Et par af mine britiske medstuderende har samlet en virkende snescooter fra to defekte, og hvad der der så tilbage? Rammen af den anden scooter er jo perfekt til slæde.

Men uheldigvis lykkedes det dem at sætte ild til denne scooter da der åbenbart er en smule benzin tilbage. Hvad der starter med en lille flamme ender som et større bål (diameter på ca 60 cm) da de 3-4 min senere får brændslukkeren til at virke. Dagen efter gik jeg med ned for at arbejde på hvad der skal blive til vores konkurrance slæde. Benzin tanke, som stadig sidder på scooteren (ca 10 cm fra bålet) skal afmonteres, måleren siger at den er tom, men vi kan mærke at der er noget i den. Vi finder en gulvspand og begynder at hælde benzinen over.... da gulvspanden er fuld, (!?) finder vi endnu en spand og da den også bliver fuld (!?) finder vi en defekt benzin dunk (mangler låg) og fylder resten over i den. Da vi langt om længe står med en tom benzin tank, og 2 benzin dunke, den ene fyldt og den anden delvist. Estimere vi at der var mindst 30 liter benzin 10 cm fra den store bål dagen før.

Nu er der ikke længere nogle tvivl, vores slæde hedder nu "The inflammeble gods"

På søndag skal vi konkurrere med de andre, 5 mand på en snescooter. 3 mand på sædet og 2 i motor rummet. Det her bliver spændende... enten får vi en forrygende fart eller også kommer vi ingen steder. Under alle omstændigheder bliver det sjovt!

Solen!

I dag skete det endelig.
I søndags startede solfesten, en fest der fejre at solen langt om længe er nået til Longyear byen. Men ironisk nok har det været overskyet hele ugen, men her i dag kunne vi se solskin på bjergsiderne og på turen ned til UNIS kunne vi se solskin på hustagene.
Og der var det så, vi kom gående i byens skygger og kunne se solskinnet direkte på jorden foran os. At træde ud af skyggen og ind i sollyset, vende sig mod solen og se den gyldne kugle hænge på himlen over bjergene - Det er svært at sætte ord på, i 70 dage har jeg ikke se den stjerne som vores planet kredser omkring. Man tager den så nemt for givet, indtil den ikke er de længere.

Solfesten forsætter resten af ugen

Mysteriet om det ømme knæ, afslutning

Watsson! Vi har synderen! Endelig ved vi hvor det ømme knæ udspringer fra.

I dag tog Erik ud for at øve sig på sine ski-færdigheder, og da han kom hjem igen var knæene ømme som de var de andre gange.
Så det var ikke scooteruheldet, morænegrotte, eller kajak-polo der var den skyldige, men det var skiene.

Et stykke ude i fremtiden vil Erik dog forsøge sig med snowbord og muligvis har knæene det bedre med den alpine disciplin - det vil tiden vise.

Going Walkabout

Jeg havde lånt en riffel i logistikken da det enlig var min hensigt at skulle på scootertur til en isgrotte, men da scooteren brød sammen før vi skulle afsted blev der ikke meget isgrotte tur ud af det. Så en tilfældig dag sad jeg i kantinen og overhørte mine kammerater James, Colin og Ash der gerne ville ud og "go where the spirit takes us" men de manglede en riffel (skal du uden for byen er en riffel et must). Det var et mach made in heaven, da jeg jo havde en riffel.

Lørdag kl 10:00 mødtes Colin, James og jeg, pakket og klar. Ash havde lidt for effektiv i fjernelsen af alkohol fra Svalbard så han valgte at blive hjemme og sove i stedet.
Vi skrev os ind i logbogen (hvem er af sted, hvor tager man hen, hvilket udstyr har man med, og hvornår man forventer at komme hjem) og gik op mod en af glecherene. Larsbreen blev målet og vi gik med håbet om at komme højt nok op til at se solen. Solen som ingen af os tre har set siden vi fløj fra Oslo den 2 eller 3 januar. James finansiere sine studier ved bla at være guide i Alaska's bjerge, så han var i top form. Min tid i fitness centeret var givet godt ud, men i lige så god form som James er jeg ikke endnu, det kan nås. Colin var ham der satte tempoet og vi nåede et pænt stykke op på glecheren for vi besluttede at vende om. Solen besluttede sig for at gemme sig bag snefyldte skyer så det var også en faktor der fik og til at vende om. Der er ingen grund til at udfordre skæbnen, og da vores mål sådan set bare var at komme ud og gå - a walkabout. Så var målet opfyldt til fulde.

Vi vendte om og ned er langt nemmere end op som James viser her. Da vi var nået frem til foden af morænen (det jord og sten som glecheren skubber foran sig) kunne vi se op på nogle rester af kulminen og da vi nu var på en walkabout gik vi op for at se nærmere på det.

Jeg forsøgte at tage nogle panorama billeder, og når jeg har fået sat dem sammen kommer de også her. Og så var der en anden mærkelig ting med mit kamera. Jeg tror ikke at det fungere særlig godt med kulden her oppe. Billederne er meget blå, og det er sådan set også okey, men det sidste billede jeg tog i min panorama serie er langt mere naturtro. Døm selv





















Jeg tog også et par panorama billeder. Klik på dem for at få dem i fuld størrelse