Kan jeg bruge denne undskyldning hjemme i danmark?

"Undskyld, vi kommer for sent. Vi blev nød til at vente på at politiet sprang 25kg dynamit så lavinen kunne blive udløst"

Det omtalte vejr under vores feltarbejde har skam også sat sine spor her tilbage i Longyearbyen. På bjergtoppen har der samlet sig en større mængde sne, den første lavine kom i mandags kl 16 og den tog et af de gamle svævebane tårne med sig. Her til morges kl 10 var der endnu en og der efter udløste politiet endnu en lavine ved hjælp af 25 kg dynamit.



Ras ved Gruve 2b from Svalbardposten on Vimeo.

En video fra Svalbard posten af eksplosionen. Det er først omkring 0:55 at det interessante begynder.

Fieldwork

Felt arbejdet er nu overstået og det var noget af en oplevelse på flere måder.

Onsdag den 25 marts mødte vi op på UNIS om eftermiddagen og skiftede til scootersuits og andet udstyr der var nødvendigt. Det blæser en smule men vejeret er forholdsvist varmt (det vil sige lidt under frysepunktet). Vi pakker snescooterne, spænder slæderne på og tager af sted. Efter lidt over en times kørsel ankommer vi Røde Kors hytten som vi har fået lov at låne indtil weekenden. Med meget møje og besvær får vi endelig liv i pejsen og langsomt kommer der varme i hytten. Jeg møver mig ind på fire-keeper posten og lader de andre om madlavning mm. Ganske vist betyder det at jeg skal stå tidligt op næste morgen, 6:45, men jeg kommer til at sidde foran den varme pejs mens de andre laver morgen mad.

Torsdag morgen nyder jeg den varme pejs, hvor i brændet først skal ha smeltet isen af, så tørres og derefter brænde - (se møje og besvær om onsdagen). Sne bliver smeltet på den varmende pejs til vand som igen bliver en del af morgenmaden. Det blæser en smule mere da vi glad og fro tager af sted mod Slakbreen som er den gletchere hvor på vores arbejde skal foregår. Vinden tager til på vejen over Reindalen, dette er forventet da der altid er stærk vind i dalen, men oppe på gletchere bliver det kun værre. Det er svært at snescooteren foran mens vi køre og vi er tæt på definitionen af "whiteout". Når det ikke længere er muligt at se forskel på himmel og jord og alle kendemærker forsvinder, man ser kun hvidt, det er whiteout. Det ville være umuligt at lave noget fornuftigt arbejde i dette vejr, så vi vender om og tager tilbage til hytten.

I min log bog har jeg stående
9:00 afgang til slakbreen
11:00 kommer tilbage igen pga stærk snefyning på gletchere
16:00 stadig kraftig vind - alle udendørs aktiviter er aflyst.
19:00 stadig kraftig vind - Carl, vores lære, kontakter UNIS og vejrudsigten lover ikke bedring. Måske fredag eftermiddag vil det klare op.

Med sigtbarhed på mindre en 10 meter er planerne: Eat, drink and be merry! Vi har god mad, vin, småkager, kort og en masse røverhistorier. Vi lider ingen nød i hytten. Det eneste er WC besøgene, da dette forgår ude på dasset uden for. Vi herre har fået tildelt et område til gulsne så vi ikke forurener den sne vi skal bruge til drikkevand. Men at sidde i et skideskur der ryster i den kraftige vind var ikke helt det jeg havde forestillet mig med arktiske forskning.

Fredagen starter for mig ved at jeg står op 6:45 og tænder pejsen, så vækkere jeg lærene og fortæller dem at jeg stadig ikke kan se de olietønner der står 10 meter fra hytten. Jeg går i seng igen og kl 9 vækker jeg de piger som har ansvaret for at lave morgenmaden.
Mens vi pakker og rengør hytten igen tager lærene ud og ser vejeret an på gletchere Da de kommer tilbage igen er meldingen at vi tager hjem. Vejeret er stadig imod os.
Da vi kommer hjem deler vi den resterende mad imellem os og spiser et godt måltid sammen, og lad mig lige her indsætte et billede af et bjerg af bacon for min læsers indre øje. Det er vist også her at jeg skal nævne at motivationen for at lave feltarbejde var temmelig lav.

Lørdag var planen den af vi ville blive hentet 8:30, kørt til UNIS, hoppe på scooterene og tage ud til Slakbreen og få lavet det vi skulle. Uheldigvis brugte jeg det meste af natten mellem fredag og lørdag til roderundt i sengen med høj feber og da jeg stadig havde det pænt skidt blev jeg i sengen. At vejeret stadig var imod os og lørdagens planer blev aflyst var så positivt på sin vis.

Søndag havde samme udgangs punkt som lørdag. Vi blev hentet 8:30 (små forvirringer da vi jo gik over til sommertid) men så tog vi så af sted.
(et perfekt stykke underlægnings musik, åbnes i et andet faneblad)

Så kom vi endelig i gang med vores arbejde! Vejret var perfekt og alt gik så nemt.

Gletchere, Longyearbyen og alt der imellem var dækket af et tykt lag pudersne.
Jeg har aldrig haft det så sjovt ved at køre scooter, det er en helt anden fornemmelse når man køre i pudersne, mere som en speedbåd end som et køretøj. FEDT!
Vi tog af sted kl 9 og var hjemme igen 12 timer senere, godt ømme i kroppen af arbejdet og scooter turen frem og tilbage. Alt det den nysne havde lagt dynge på vejen frem og tilbage så der skulle virkelig danses med scooteren.

Mandag var det blevet en lille smule koldere, hvilket kun gør det bedre når man arbejder i et scootersuit, denne gang var Telbreen vores mål hvor vi også skulle arbejde. Arbejdet her på denne glecher, som ligger væsentlig tættere på Longyearbyen, drejer sig om at etablere fremtidig arbejde. Vi satte stakes og lavede en topografisk profil af gletchere
Men det var stadig en Beatiful day


Der sker uhjælpelig uforudsigelig hændelser som man må improvisere sig ud af. I dette tilfælde løb batterierne til boremaskinen tør for strøm. Kulde suger simpelhen energien ud af batterierene og hvis de ikke bliver holdt varm så dør de. Så derfor endte vi med at bore stake #2 med håndkraft - altså dreje bormaskinen mens en anden trykkede ned.


Det var et skiftehold arbejde.... her tager Simon sig en slapper. Der er ikke godt at være kold, det er godt at være varm men det er værst at være for varm.


Jeg er øm i kroppen, men feltarbejdet er nu vel overstået. Mine studiekammerater i danmark sveder over eksamen nu skal jeg til at skrive på den rapport som udgør 50% af min eksamen.

Vi er alle meget tilfredse med veludført arbejde!

Svalbard er et farligt sted

Jeg har sådan set meget at fortælle af sjove ting som skedte i weekenden. Men weekenden har også haft ubehagelige begivenheder. Nærmere bestemt en lavine. Det er noget som sker tit at der er laviner, især når temperaturene går op og ned som de gør for tiden. Men denne lavine tog et liv.
Ja der var en af de lokale som døde i lavinen.

En lavine er jo bare sne der falder ned ikk? Hvordan kan det være farligt? Det er faktisk noget af det jeg bliver undervist i her oppe, hvilke processer der sker i sneen og ved en lavine er der store mængder af tung sne (høj densitet) som ligger oven på et svagt lag. Når det svage lag af iskrystaller kolapser så begynder den tunge kompakte sne at bevæge sig. Kompakte sne blokke på størrelse med biler kan suse ned af bjergsiden og med en vægt på ~700kg/m³ så er det den tungeste der vinder. Man kan også være heldig og det bare er en masse sne som er i bevægelse og mens det er i bevægelse kan man "svømme" i det og forhåbentligt komme ud og op i friheden. Men i det øjeblik sneen ligger stille, bliver det en kompakt masse som låser alt fast. Dit eneste håb er at blive fundet i tide inden du kvæles eller fryser ihjæl.

Dette er den baske natur her oppe. Svalbard er et farligt sted

Going Walkabout

Jeg havde lånt en riffel i logistikken da det enlig var min hensigt at skulle på scootertur til en isgrotte, men da scooteren brød sammen før vi skulle afsted blev der ikke meget isgrotte tur ud af det. Så en tilfældig dag sad jeg i kantinen og overhørte mine kammerater James, Colin og Ash der gerne ville ud og "go where the spirit takes us" men de manglede en riffel (skal du uden for byen er en riffel et must). Det var et mach made in heaven, da jeg jo havde en riffel.

Lørdag kl 10:00 mødtes Colin, James og jeg, pakket og klar. Ash havde lidt for effektiv i fjernelsen af alkohol fra Svalbard så han valgte at blive hjemme og sove i stedet.
Vi skrev os ind i logbogen (hvem er af sted, hvor tager man hen, hvilket udstyr har man med, og hvornår man forventer at komme hjem) og gik op mod en af glecherene. Larsbreen blev målet og vi gik med håbet om at komme højt nok op til at se solen. Solen som ingen af os tre har set siden vi fløj fra Oslo den 2 eller 3 januar. James finansiere sine studier ved bla at være guide i Alaska's bjerge, så han var i top form. Min tid i fitness centeret var givet godt ud, men i lige så god form som James er jeg ikke endnu, det kan nås. Colin var ham der satte tempoet og vi nåede et pænt stykke op på glecheren for vi besluttede at vende om. Solen besluttede sig for at gemme sig bag snefyldte skyer så det var også en faktor der fik og til at vende om. Der er ingen grund til at udfordre skæbnen, og da vores mål sådan set bare var at komme ud og gå - a walkabout. Så var målet opfyldt til fulde.

Vi vendte om og ned er langt nemmere end op som James viser her. Da vi var nået frem til foden af morænen (det jord og sten som glecheren skubber foran sig) kunne vi se op på nogle rester af kulminen og da vi nu var på en walkabout gik vi op for at se nærmere på det.

Jeg forsøgte at tage nogle panorama billeder, og når jeg har fået sat dem sammen kommer de også her. Og så var der en anden mærkelig ting med mit kamera. Jeg tror ikke at det fungere særlig godt med kulden her oppe. Billederne er meget blå, og det er sådan set også okey, men det sidste billede jeg tog i min panorama serie er langt mere naturtro. Døm selv





















Jeg tog også et par panorama billeder. Klik på dem for at få dem i fuld størrelse

A perfekt moment

I går gik alt galt. (næsten)
Om formiddagen forsvandt internettet, lidt senere også telefon nettet. Det er sådan set ikke noget som slår friske studerende ud så livet forsatte som vanligt.
Men om aftenen gik strømmen så også. Vejret var klart og nu hvor gadelysene var væk var himlen flydt med tusinder af stjerner.
Inden for gik jeg ind til nabo køkkenet hvor et par af tøserne havde lavet vafler forinden, og jeg blev inviteret til at spise op. Jordan (en amerikansk kandidat studerende) fandt sin guitar frem og den næste time sad vi og lyttede til ham spille, mens vi slappede af.

Det var et perfekt øjeblik.

Efter en times tid hvor strømmen stadig ikke var vendt tilbage begyndte et nyt problem af vise dig. Vandet havde tabt trykket og radiatoren var holdt op med at virke. Der er vist noget om at hvis strømmen ikke kan genoprettes inden for 48 timer skal hele byen evakueres. Med dyne og ekstra tæppe lagde jeg mig til at sove og vågnede heldigvis op til strøm og internet igen.

Gorilla'er i sneen

Dayle er et studerende fra england som har været så uheldig at ha været i et trafik uheld. Det betyder at hans knæ er mere eller mindre ødelagt. Han går med stok, og har skaffet sig en snescooter til at kommer til og fra UNIS.

Lørdag den 14 februar var vi en håndfuld der ville op og besøge den mine som ligger på den ene af de bjergsider som udgør den dal som Nybyen og Longyear byen ligger i. Og Dayle skulle med! Det var blevet vurderet at tage den korteste vej op til minen var alt for stejl men tog man en længere rute langs tårnene ville turen være nemmere.


Lad mig sige det sådan: Denne vurdering var forkert! De første par hundrede meter var rigtig nok meget nemme, men så kom problemerne. Stejle skrænter med lidt eller ingen sne og kun glatte skarpe sten. Det betød at vi i stedet for at kunne følge tårnene op, måtte kravle højere op og finde god sne hvor i vi kunne finde fodfæste. Turen tog os godt to timer og Dayle kæmpede som en gal. Jeg har en nyfunden respekt for den mand.



Selve minen var tydeligvis plaget af sne der var blæst ind og nogle af trapperne var meget vanskelige at komme op af, men det lykkedes da. Hvad der ikke lykkedes var at finde det rum hvor i man stadig kan se minearbejderens pin-up piger og hvor gæste bogen er. Det må blive næste gang.















Næste gang jeg skal på sådan en tur, skal jeg huske at have chokolade med i tasken. To timer på klatre tur, meget af turen gik jeg som en gorilla men knoerne plantet i sneen, tære meget på kræfterne. Jeg kunne også godt tænke mig at have lidt ræb med og et par karabiner, bare så man har minimalt klatre udstyr. Der var flere gange hvor jeg ønskede at jeg kunne ha givet Dayle et ræb.

Turen hjem igen blev fremskyndet af et voldsomt snevejr. Pludselig blev det mørkt og vores spor blev svære at se. Heldigvis er det meget nemmere at komme ned at en stejl bjergside end det er at komme op.

Man venter da på helikopteren, ikk?

Jeg er skyldig i en forsømmelse: Slutningen på vores sikkerhedskursus. Men jeg ville så gerne have billederne af helikopteren med. Vores sikkerhedskursus sluttede lørdag den 10 januar men tur op på den lokale glecher hvor vi blev prøvet i vores færdigheder.
Et fiktivt ulykkessted blev der sat lejer op mens min gruppe ydeførstehjælp på de tilskadekommende indtil vi kunne få dem ind i teltet.
Vi skulle også finde nogle ulyksageligt flyverdragter (uden folk i) som var blevet begravet i en lavine. Nogle af de uheldige havde sendere med så de kunne findes, mens andre måtte vi stikke lange spyd ned i sneen for at finde dem.
Den tredie prøve var at repelle ned og hente en tilskadekommende op fra en klyft. Føj hvor var det hårdt arbejde at få ham op. Jeg var ham der var nede og hente den tilskadekommende, det er ikke nogle nem tjans.
Det hele lyder måske meget sjovt og hyggeligt, men det skal siges at det var bæl mørkt og -25 grader samtidig med at det blæste en pelekan. Jeg havde is i skæget på inden siden af min face-mask.

Vi sluttede af med at få demonsteret hvordan man modtager en helikopter. Når man høre den er på vej eller ser den i det fjerne, skyder man 2 røde flares op.
Så sætter man sig med vinden i rykken og så der er plads til at helikopteren kan laden foran en, og jeg mener foran! Da piloten kun kan navigere ud fra persone på isen så må man ikke flytte sig, og det kræver måske lidt nerver at have en helikpoter snude laden 20cm foran ens egen næse, men sådan skal det altså være.
Det var lidt koldt at vente på helikopteren men det var da helt klart en oplevelse værd.
Efter helikopteren kom vi tilbage til UNIS hvor vi så havde en skriftlig prøve i sikkerheds procesdyrene. Bestås den ikke må vi ikke komme med ud i felten. Det er nu 9 dage siden og vi har stadig ikke hørt svar på den prøve endnu, men mon ikke den er bestået. Jeg synes jeg var dygtig, og faktisk er dette sikkerhedskursus 3 ECTS point værd. Jeg har helt klart formange ECTS point når jeg kommer hjem er jeg bange for.

Så har jeg skudt 2 isbjørne

En anden vigtig del af vores sikkerhedskursus er at vi kan håndtere de forskellige våben vi bruger når vi er uden for byen. Signal pistoler og signalpens bruges primært til at skræmme isbjørne væk skulle de komme for tæt på. Isbjørne er meget farlige i det at de er fuldstændigt uforudsigelige og nysgerrige. En isbjørn har meget sandsynligt aldrig set et menneske før så den vil være nysgerrig når den ser noget som ikke høre til i naturen (altså os)
Skulle det ske at vi møder sådan en bjørn er vores (mennesker) første træk at gå igen - Isbjørnen var her først! Er det ikke muligt eller kommer den mod os så bruger vi de her signal pistoler/pens til at sende en lysende flare op som ender med et stort knald. Imens nogle er igang med signalpistolerne så er der andre der klargøre disse:

Riflen ja. På skydebanen fik vi lov at øve os med riflen så vi ved hvordan sådan en skal bruges. Der er plads til 4 kugler i magasinet hvilket er meget godt, for hvis der kommer en gal isbjørn efter dig så tager det 4 træf med sådan en riffel for at lægge en bjørn ned. Og er man første begyndt at skyde på en isbjørn så bliver man ved indtil den lægger sig og er død. Det er et truet dyr, et flot dyr der ikke fortjener at leve et skamskudt liv.

Så med en øm skulder, for riflen giver altså et spark, tog jeg glad fra skydebanen i går. Jeg var den i min gruppe som skød bedst, de andre mente at jeg snød fordi jeg har været konkurrenceskytte tidligere, men faktum er at jeg to gange satte mere end 4 dræbende skud i den isbjørn som så glad smilede til os. Blandt studenterne er der et valgsprog der hedder rememper, the polarbear is smiling at you



Ingen isbjørne kom tilskade under tilvirkningen af denne blog, ej heller på skydebanen. Det er mit højeste ønske at se en isbjørn i dens naturlige element fra en sikker afstand og uden drama.

Safety first!

Den første uge står i sikkerhedens tegn. En helt masse praktisk informationer som fx hvordan man skal sammensætte sit tøj alt afhængig af hvad man skal den pågældende dag. Det har så gjort at jeg har købt mig endnu en jakke som jeg kan have på når jeg er aktiv, modsat den tygge dunjakke som jeg havde med som er bedst at have når man er mere passiv. Det er farligt at svede her oppe, for er du først våd indvendig så bliver du KOLD!
Vejeret er den største udfordring og modstander her oppe. Derfor er et af kurserne vi har hvordan man sætter en nød-lejer op. Hvis der sker et uheld skal
vi vide hvordan vi sætter en lejer op så vi kan varme den uheldige op og yde førstehjælp indtil at hjælpen ankommer.











Vi lærte hvordan vi satte en snubletråd op som kan advare os mod isbjørne og hvordan man får gang i en stow en benzin drevet primus.

Vi har også været igennem hvordan man håndtere eller retter ser faretegnene på laviner og skulle uheldet været ud hvordan man finder hinanden skulle man blive begravet i en sådan en.
Indtil videre, sikkerhedskursuset vare til på lørdag, er det bedste kursus Nødudstyr-glecher for der lærte vi hvordan man bliver nogle af de mest brugte bjergbestiger knob og hvordan de bruges. Ikke nok med at vi fik gennegået udstyret, så hejste vi personer ned fra anden sal og hev dem så op igen.



















Det er altsammen færdigheder som jeg ikke håber bliver nødvendige, men det er absolut gode færdigheder at kunne.

I morgen skal vi ud på skydebanen og lære hvordan man betjener en riffel og yder førstehjælp. Riffelskydning burde ikke være det største problem da jeg formange år siden gik til konkurrence skydning men førstehjælpen er vist godt at på støvet af. Men riffelskydning er en pasiv aktivitet, så det er så her at jeg skal tage min tygge dunjakke på så den kan holde varmen formig istedet for at jeg selv skal producere min varme ved at være aktiv. Det er vist også her at jeg skal sende en kærlig hilsen til Helle som foreslog mig at købe nogle tynde fingervanter som jeg kunne have inden i lufferne, for at røre ved iskoldt metal kan give øjeblikkelige frostbid. Så jeg var dybt taknemmelig for dem da jeg stod ude og firede en person ned, for karabinerne havde stået udendørs siden i mandags. Riffelskydnigen i morgen bliver også noget hvor jeg skal røre ved koldt metal. Det er lækkert at være så godt forberedt som Helle har hjulpet mig med at være.