Lørdag den 14 februar var vi en håndfuld der ville op og besøge den mine som ligger på den ene af de bjergsider som udgør den dal som Nybyen og Longyear byen ligger i. Og Dayle skulle med! Det var blevet vurderet at tage den korteste vej op til minen var alt for stejl men tog man en længere rute langs tårnene ville turen være nemmere.
Lad mig sige det sådan: Denne vurdering var forkert! De første par hundrede meter var rigtig nok meget nemme, men så kom problemerne. Stejle skrænter med lidt eller ingen sne og kun glatte skarpe sten. Det betød at vi i stedet for at kunne følge tårnene op, måtte kravle højere op og finde god sne hvor i vi kunne finde fodfæste. Turen tog os godt to timer og Dayle kæmpede som en gal. Jeg har en nyfunden respekt for den mand.
Selve minen var tydeligvis plaget af sne der var blæst ind og nogle af trapperne var meget vanskelige at komme op af, men det lykkedes da. Hvad der ikke lykkedes var at finde det rum hvor i man stadig kan se minearbejderens pin-up piger og hvor gæste bogen er. Det må blive næste gang.
Næste gang jeg skal på sådan en tur, skal jeg huske at have chokolade med i tasken. To timer på klatre tur, meget af turen gik jeg som en gorilla men knoerne plantet i sneen, tære meget på kræfterne. Jeg kunne også godt tænke mig at have lidt ræb med og et par karabiner, bare så man har minimalt klatre udstyr. Der var flere gange hvor jeg ønskede at jeg kunne ha givet Dayle et ræb.
Turen hjem igen blev fremskyndet af et voldsomt snevejr. Pludselig blev det mørkt og vores spor blev svære at se. Heldigvis er det meget nemmere at komme ned at en stejl bjergside end det er at komme op.
Opslag
