Tre uheld blev vedt til held

Oppe på Longyearbreen, en af lokale gletchere ligger der en smeltevands grotte. En isgrotte inde i glectheren som jeg længe gerne ville se - MEN

Første gang jeg og en skotsk kammart besluttede at vi ville tage der op, anskaffede jeg mig en riffel så vi kunne forlade byen. Vejret var så i mod os, da Jordan og jeg kom hjem fra UNIS havde den højde temperatur smeltet det øverste lag af isen på vejen. Alt var spejlglat! Vinden var også stærk og jeg oplevede at stå på vejen og blive skubbet af vinden, hen imod det sted hvor bakken for alvor begyndte. Det lykkedes mig at komme over på den anden side af vejen før jeg faldt og slog mig, men vinden havde flyttet mig 1-2 meter sidelæns.
Vi besluttede at dette ikke var vejeret vi ville tage ud i

Anden gang, havde jeg igen skaffet en riffel og Jordan ville køre mig der op på sin snescooter. Da dagen så skulle stå, skete det hverken værre eller bedre end at snescooteren brød sammen. Så var det jo ikke noget at gøre andet end at blive hjemme.

Tredie gang vi havde planlagt at komme op til isgrotten kom der pludselig mails om at der var kommet kraftige revner i grottens væge og muligheden for kolaps skulle undersøges før at grotten igen kunne erklæres for sikker.

Så her i dag, sad jeg og kedede mig, så jeg gik over til barrak 9, og der overhørte jeg et par snakke om en tur til isgrotten. Jeg skyndte mig at sige JEG VIL MED!

Og som det kan ses så kom jeg med.

Grotten er spækket med de smukkeste istapper, men desværre er mange af dem brækket da turisterne har besøgt grotten meget her i den lyse tid.
Men derfor er de stadig fantastisk flotte

Her er en af de revner som der satte gang i postyret. Revnen er vinkelret på grottevæggen og skyldes gletscherens bevægelse. Den er ikke farlig men det giver måske en ide om hvilke kræfter der langsomt bevæger sig ned mod byen
Det er en smeltevands grotte. Altså når gletscheren smelter, dannes der floder som skære sig ned i gletscheren, disse floder bliver så overdækket med tiden og ender som grotter. Derfor er gulvet i grotten forholdvist plant, men ikke alle steder. Flere steder var der stejle fald som vi passerede På en tidligere tur havde jeg savnet et reb til at hjælpe en kammerat, så derfor havde jeg købt mig 10m reb, dette reb satte jeg op ved den stejleste passage så vi var i stand til at komme op igen.

Her sluttede vores tur. Her ser vi ny is med vand nede under. Grotten forsætter med et fald på 12 til 15 meter nede for enden. Max, en tysker, gik igennem denne is sidste gang han var der, men kom op igen og led ikke større skader end at han blev våd og lidt kold.

Turen hjem var fuld fart ned af Longyearbreen på snescooter, og disse scootere er væsentlige sjovere at køre på en UNIS'es. Balancen er langt bedre og derfor føler jeg mig også langt mere tryg ved at køre stærkt. Da vi så ankommer efter en hurtig og bumpefuld tur, opdager jeg at min kamera ligger nede på den skærm hvor man normalt har side fødder. Hvor længe den har ligget der ved jeg ikke, men længe nok til at alle åbninger blev fyldt med sne. Mit lånte kamera burde ha faldet af, men igen havde heldet en finger med i spillet. Kameraet fungere stadigvæk.

Kan jeg bruge denne undskyldning hjemme i danmark?

"Undskyld, vi kommer for sent. Vi blev nød til at vente på at politiet sprang 25kg dynamit så lavinen kunne blive udløst"

Det omtalte vejr under vores feltarbejde har skam også sat sine spor her tilbage i Longyearbyen. På bjergtoppen har der samlet sig en større mængde sne, den første lavine kom i mandags kl 16 og den tog et af de gamle svævebane tårne med sig. Her til morges kl 10 var der endnu en og der efter udløste politiet endnu en lavine ved hjælp af 25 kg dynamit.



Ras ved Gruve 2b from Svalbardposten on Vimeo.

En video fra Svalbard posten af eksplosionen. Det er først omkring 0:55 at det interessante begynder.

Fieldwork

Felt arbejdet er nu overstået og det var noget af en oplevelse på flere måder.

Onsdag den 25 marts mødte vi op på UNIS om eftermiddagen og skiftede til scootersuits og andet udstyr der var nødvendigt. Det blæser en smule men vejeret er forholdsvist varmt (det vil sige lidt under frysepunktet). Vi pakker snescooterne, spænder slæderne på og tager af sted. Efter lidt over en times kørsel ankommer vi Røde Kors hytten som vi har fået lov at låne indtil weekenden. Med meget møje og besvær får vi endelig liv i pejsen og langsomt kommer der varme i hytten. Jeg møver mig ind på fire-keeper posten og lader de andre om madlavning mm. Ganske vist betyder det at jeg skal stå tidligt op næste morgen, 6:45, men jeg kommer til at sidde foran den varme pejs mens de andre laver morgen mad.

Torsdag morgen nyder jeg den varme pejs, hvor i brændet først skal ha smeltet isen af, så tørres og derefter brænde - (se møje og besvær om onsdagen). Sne bliver smeltet på den varmende pejs til vand som igen bliver en del af morgenmaden. Det blæser en smule mere da vi glad og fro tager af sted mod Slakbreen som er den gletchere hvor på vores arbejde skal foregår. Vinden tager til på vejen over Reindalen, dette er forventet da der altid er stærk vind i dalen, men oppe på gletchere bliver det kun værre. Det er svært at snescooteren foran mens vi køre og vi er tæt på definitionen af "whiteout". Når det ikke længere er muligt at se forskel på himmel og jord og alle kendemærker forsvinder, man ser kun hvidt, det er whiteout. Det ville være umuligt at lave noget fornuftigt arbejde i dette vejr, så vi vender om og tager tilbage til hytten.

I min log bog har jeg stående
9:00 afgang til slakbreen
11:00 kommer tilbage igen pga stærk snefyning på gletchere
16:00 stadig kraftig vind - alle udendørs aktiviter er aflyst.
19:00 stadig kraftig vind - Carl, vores lære, kontakter UNIS og vejrudsigten lover ikke bedring. Måske fredag eftermiddag vil det klare op.

Med sigtbarhed på mindre en 10 meter er planerne: Eat, drink and be merry! Vi har god mad, vin, småkager, kort og en masse røverhistorier. Vi lider ingen nød i hytten. Det eneste er WC besøgene, da dette forgår ude på dasset uden for. Vi herre har fået tildelt et område til gulsne så vi ikke forurener den sne vi skal bruge til drikkevand. Men at sidde i et skideskur der ryster i den kraftige vind var ikke helt det jeg havde forestillet mig med arktiske forskning.

Fredagen starter for mig ved at jeg står op 6:45 og tænder pejsen, så vækkere jeg lærene og fortæller dem at jeg stadig ikke kan se de olietønner der står 10 meter fra hytten. Jeg går i seng igen og kl 9 vækker jeg de piger som har ansvaret for at lave morgenmaden.
Mens vi pakker og rengør hytten igen tager lærene ud og ser vejeret an på gletchere Da de kommer tilbage igen er meldingen at vi tager hjem. Vejeret er stadig imod os.
Da vi kommer hjem deler vi den resterende mad imellem os og spiser et godt måltid sammen, og lad mig lige her indsætte et billede af et bjerg af bacon for min læsers indre øje. Det er vist også her at jeg skal nævne at motivationen for at lave feltarbejde var temmelig lav.

Lørdag var planen den af vi ville blive hentet 8:30, kørt til UNIS, hoppe på scooterene og tage ud til Slakbreen og få lavet det vi skulle. Uheldigvis brugte jeg det meste af natten mellem fredag og lørdag til roderundt i sengen med høj feber og da jeg stadig havde det pænt skidt blev jeg i sengen. At vejeret stadig var imod os og lørdagens planer blev aflyst var så positivt på sin vis.

Søndag havde samme udgangs punkt som lørdag. Vi blev hentet 8:30 (små forvirringer da vi jo gik over til sommertid) men så tog vi så af sted.
(et perfekt stykke underlægnings musik, åbnes i et andet faneblad)

Så kom vi endelig i gang med vores arbejde! Vejret var perfekt og alt gik så nemt.

Gletchere, Longyearbyen og alt der imellem var dækket af et tykt lag pudersne.
Jeg har aldrig haft det så sjovt ved at køre scooter, det er en helt anden fornemmelse når man køre i pudersne, mere som en speedbåd end som et køretøj. FEDT!
Vi tog af sted kl 9 og var hjemme igen 12 timer senere, godt ømme i kroppen af arbejdet og scooter turen frem og tilbage. Alt det den nysne havde lagt dynge på vejen frem og tilbage så der skulle virkelig danses med scooteren.

Mandag var det blevet en lille smule koldere, hvilket kun gør det bedre når man arbejder i et scootersuit, denne gang var Telbreen vores mål hvor vi også skulle arbejde. Arbejdet her på denne glecher, som ligger væsentlig tættere på Longyearbyen, drejer sig om at etablere fremtidig arbejde. Vi satte stakes og lavede en topografisk profil af gletchere
Men det var stadig en Beatiful day


Der sker uhjælpelig uforudsigelig hændelser som man må improvisere sig ud af. I dette tilfælde løb batterierne til boremaskinen tør for strøm. Kulde suger simpelhen energien ud af batterierene og hvis de ikke bliver holdt varm så dør de. Så derfor endte vi med at bore stake #2 med håndkraft - altså dreje bormaskinen mens en anden trykkede ned.


Det var et skiftehold arbejde.... her tager Simon sig en slapper. Der er ikke godt at være kold, det er godt at være varm men det er værst at være for varm.


Jeg er øm i kroppen, men feltarbejdet er nu vel overstået. Mine studiekammerater i danmark sveder over eksamen nu skal jeg til at skrive på den rapport som udgør 50% af min eksamen.

Vi er alle meget tilfredse med veludført arbejde!

Virkelig P.... koldt

Dette er et lille program jeg har på min linux computer der er i kontakt med Lufthavnens vejrstation her oppe. Når jeg nu går ud i dette vejr så vil det føles som - 37 grader på grund af vinden. Heldigvis er den relative luftfugtighed meget lav så det vil ikke føles så slemt. Jeg fandt mine vejr data på luftfugtighed og lige som med varme er en højfugtighed samt en ekstrem temperatur, lig et ubehageligt vejr. I varmen kan man ikke fordampe sit sved (og derved køle sig) når luftfugtigheden er høj. Men i kulde har jeg ikke helt regnet processen ud. Gætter på at ved lav luftfugtighed udtøre huden bare, men ved høj luftfugtighed dannes der små iskrystaller på huden og det er det som bider sådan.

En anderledes version af P.... koldt

Lige fortiden har vi temperature på ca - 20 grader. Det har vi skam haft før, men det virker meget koldere end det gjorde sidste gang.

Da jeg kom her op var der også så koldt, men jeg troede at det var noget jeg lige skulle vende mig til. Kulden som virkelig bed. Så var der igen en periode i febuar hvor det igen var så koldt og der virkede det ikke nær så slemt. "Hey" tænker jeg " dette bekræfter kun min antagelse og jeg er ved at vende mig til kulden". Men nu her er det blevet koldt igen. Bidende koldt er det, og din facemask er din bedste ven. Selvfølgelig gør vinden at det føles endnu mere koldt, men selv uden vinden så virker det voldsomt koldt.

Jeg har en spinkel teori, som jeg prøver at få bekræftet/afkræftet at det har noget med luftfugtigheden at gøre. I dag har jeg søgt rundt på nettet for at finde data på luftfugtigheden i løbet af året, men det er ikke data som er lige så nemt tilgængelig som temperaturen eksempelvis.

Men det skal nok komme tror jeg. Har fundet et sted der fortalte mig at i slutningen af febuar hvor det var koldt men ikke bindende koldt var luftfugtighenden på 60-70% mens den nu er 70-80%
Der er måske noget om snakken, men skal lede lidt mere.

Historien om de brændbare guder - epic fail

Det var en fantastisk søndag, da vi skulle ha vores slæde væde løb. Det var P... koldt -25C og jeg skal lige ha undersøgt hvordan luftfugtigheden har indflydelse på hvor koldt det føles. Vi har ført haft -25C hvor det ikke føltes nær så bidende koldt. Men ud over kulden havde vi ikke noget at klage over vejr mæssigt.

Dette er så vores fartøj, The Inflammeble Gods. En gammel scooter, en vinkelsliber, 5 glade drengerøve og et par dåser spramaling.

Brendan - Kjersti - Colin

Brendan og Colin er et par af de britiske gutter som har været med på slæden. Kjersti's opgave den dag var at være klovn for børnen og hun morede sig kongeligt.

Der var ialt 18 teams med hver deres mere eller mindre kunstfærdige slæde.


Og her går så vores start - det skal lige siges at vi havde IKKE prøvekørt vores slæde først.
Hvilket så betød at vi næsten øjeblikkeligt vendte rund og kørte baglens. Stor jubel!
Vi vendte dog slæden om igen da det gik temmelig langsomt baglæns ned af bakke, 5 mand på en gammel snescooter
Det gik så trægt at vi endte med at trække den. Det er mig med dannebro flaget på skulderen og her løbende efter slæden.
Det gik temmelig stærkt på dette tidspunkt så balancen kunne ikke følge med

Og de kørte bare fra os.... bæster!
Men vi indhentede dem
Og nåede da at være næsten fuldtalligt da vi krydsede målstregen.
Kors hvor var det hårdt/sjovt/fedt/udmattende! Desværre var vi 2 sec for hurtige til at vinde prisen for den langsomste. Vi vendte rund, snublede, og vandt ikke en skid = Epic Fail

Men det var sjovt at være med til. Og det var så absolut det vigtigste for mig.

Solen!

I dag skete det endelig.
I søndags startede solfesten, en fest der fejre at solen langt om længe er nået til Longyear byen. Men ironisk nok har det været overskyet hele ugen, men her i dag kunne vi se solskin på bjergsiderne og på turen ned til UNIS kunne vi se solskin på hustagene.
Og der var det så, vi kom gående i byens skygger og kunne se solskinnet direkte på jorden foran os. At træde ud af skyggen og ind i sollyset, vende sig mod solen og se den gyldne kugle hænge på himlen over bjergene - Det er svært at sætte ord på, i 70 dage har jeg ikke se den stjerne som vores planet kredser omkring. Man tager den så nemt for givet, indtil den ikke er de længere.

Solfesten forsætter resten af ugen

Going Walkabout

Jeg havde lånt en riffel i logistikken da det enlig var min hensigt at skulle på scootertur til en isgrotte, men da scooteren brød sammen før vi skulle afsted blev der ikke meget isgrotte tur ud af det. Så en tilfældig dag sad jeg i kantinen og overhørte mine kammerater James, Colin og Ash der gerne ville ud og "go where the spirit takes us" men de manglede en riffel (skal du uden for byen er en riffel et must). Det var et mach made in heaven, da jeg jo havde en riffel.

Lørdag kl 10:00 mødtes Colin, James og jeg, pakket og klar. Ash havde lidt for effektiv i fjernelsen af alkohol fra Svalbard så han valgte at blive hjemme og sove i stedet.
Vi skrev os ind i logbogen (hvem er af sted, hvor tager man hen, hvilket udstyr har man med, og hvornår man forventer at komme hjem) og gik op mod en af glecherene. Larsbreen blev målet og vi gik med håbet om at komme højt nok op til at se solen. Solen som ingen af os tre har set siden vi fløj fra Oslo den 2 eller 3 januar. James finansiere sine studier ved bla at være guide i Alaska's bjerge, så han var i top form. Min tid i fitness centeret var givet godt ud, men i lige så god form som James er jeg ikke endnu, det kan nås. Colin var ham der satte tempoet og vi nåede et pænt stykke op på glecheren for vi besluttede at vende om. Solen besluttede sig for at gemme sig bag snefyldte skyer så det var også en faktor der fik og til at vende om. Der er ingen grund til at udfordre skæbnen, og da vores mål sådan set bare var at komme ud og gå - a walkabout. Så var målet opfyldt til fulde.

Vi vendte om og ned er langt nemmere end op som James viser her. Da vi var nået frem til foden af morænen (det jord og sten som glecheren skubber foran sig) kunne vi se op på nogle rester af kulminen og da vi nu var på en walkabout gik vi op for at se nærmere på det.

Jeg forsøgte at tage nogle panorama billeder, og når jeg har fået sat dem sammen kommer de også her. Og så var der en anden mærkelig ting med mit kamera. Jeg tror ikke at det fungere særlig godt med kulden her oppe. Billederne er meget blå, og det er sådan set også okey, men det sidste billede jeg tog i min panorama serie er langt mere naturtro. Døm selv





















Jeg tog også et par panorama billeder. Klik på dem for at få dem i fuld størrelse

Vandet var -2C, windchill ~ -10C, og pigerne gik efter 1½ point

Der er nogle stykker som har et tosset ide her oppe. De vil ud og bade i Adventsfjorden en gang om måneden. Sidste gang kunne jeg ikke rigtig deltage da jeg havde glemt alt om det, fokuserede mere på min eksamen end at skulle bade, men jeg var dog med som isbjørne-vagt med riffel.

Denne gang var jeg forberedt, havde badebukser, håndklæde og ekstra sokker med. Sokkerne har man på når man går i vandet så man ikke kommer stil at stå på isen med bare tær.



Alle går i vandet på samme tid, minimum til skulderene og så op igen. Få det våde tøj af, på med tørt og varmt tøj og så tilbage. 1 point for at gå i vandet, et ekstra ½ point for at gå i nøgen.


I følge manfealings diagrammet, burde min hjerne ha råbt "BOOBS!", men sand at sige var det mere "koldt-koldt-koldt-det-her-er-fedt-men-koldt-koldt-koldt".

Det var en fed oplevelse og næppe sidste gang jeg er med til det. Men som vi snakkede om, så er der faktisk noget fornuft i at gå efter 1½ point, man spilder ikke tid med at skulle ud af det våde kolde badetøj når man er kommet op igen. Så næste gang går jeg også efter 1½ point.

Gorilla'er i sneen

Dayle er et studerende fra england som har været så uheldig at ha været i et trafik uheld. Det betyder at hans knæ er mere eller mindre ødelagt. Han går med stok, og har skaffet sig en snescooter til at kommer til og fra UNIS.

Lørdag den 14 februar var vi en håndfuld der ville op og besøge den mine som ligger på den ene af de bjergsider som udgør den dal som Nybyen og Longyear byen ligger i. Og Dayle skulle med! Det var blevet vurderet at tage den korteste vej op til minen var alt for stejl men tog man en længere rute langs tårnene ville turen være nemmere.


Lad mig sige det sådan: Denne vurdering var forkert! De første par hundrede meter var rigtig nok meget nemme, men så kom problemerne. Stejle skrænter med lidt eller ingen sne og kun glatte skarpe sten. Det betød at vi i stedet for at kunne følge tårnene op, måtte kravle højere op og finde god sne hvor i vi kunne finde fodfæste. Turen tog os godt to timer og Dayle kæmpede som en gal. Jeg har en nyfunden respekt for den mand.



Selve minen var tydeligvis plaget af sne der var blæst ind og nogle af trapperne var meget vanskelige at komme op af, men det lykkedes da. Hvad der ikke lykkedes var at finde det rum hvor i man stadig kan se minearbejderens pin-up piger og hvor gæste bogen er. Det må blive næste gang.















Næste gang jeg skal på sådan en tur, skal jeg huske at have chokolade med i tasken. To timer på klatre tur, meget af turen gik jeg som en gorilla men knoerne plantet i sneen, tære meget på kræfterne. Jeg kunne også godt tænke mig at have lidt ræb med og et par karabiner, bare så man har minimalt klatre udstyr. Der var flere gange hvor jeg ønskede at jeg kunne ha givet Dayle et ræb.

Turen hjem igen blev fremskyndet af et voldsomt snevejr. Pludselig blev det mørkt og vores spor blev svære at se. Heldigvis er det meget nemmere at komme ned at en stejl bjergside end det er at komme op.

Mysteriet om det ømme knæ, andet afsnit

Min kære Watson,
Det ser ud til at det ømme knæ stadig spøger.
Den forgangende uge havde Erik undervisning i computerprogrammet Matlab. Et meget anvendeligt program når store mængder data skal analyseres og beregnes. Han havde stor glæde af sin bærbar med egen version af Matlab (Københavns Universitet har en licens til de studerende). Men alt i så bragte ugen ikke noget større som kunne give anledning til det ømme knæs tilbage venden. Dog kunne fredagen mistænkes da der var snescooter-kursus. Alle blev iklædt UNIS'es scooterdragter, støvler og facemasks og kom ud på snescootere. For første gang i hans liv var Erik irreteret over at han havde et kørekort. Havde han et kunne kan køre scooter, men uden måtte han tage tiltakke med at være passager.
At være passager er også en opgave der ikke kan ignorreres. Når en scooter tager skarpe sving eller køre på bjergsider skal føre, og passageren, være med til at holde scooteren på jorden ved at læne sig ud over siden. Lige som motorcykler, bortset fra at motorcyklen "læner med" i svingene.
Der skete INGEN uheld på denne tur, så uheldsstatestikken er nu ned på 50%, men man fik da et par intense øjeblikk når scooteren havde en ski i luften.

Nej, den vellykkede scooter lektion er næppe den skyldige, selv om Erik følte sig godt og grundig gennemrystet af at køre +40km/t over isen. Jeg er overbevist om at synderen skal findes dagen efter, om lørdagen da Erik kom med på udflugt.

Fredag kl 10 skulle de mødes... Undskyld Holmes, du mener vel "Lørdag". Ja selvfølgelig, min fejl. Lørdag kl 10 skulle de mødes ved scooterparkeringen, og som Erik lærte så ved en udflugt med mere en to mennesker kommer der til at være en masse spildtid før alle er klar. Da klokken var 11:30 tog fire scootere med 6 mennesker afsted på udflugt. Dette kort kan forhåbentligt give en ide om deres tur. De startede fra Nybyen, kørte op på glecheren og ned igen i Far-dalen, til højre ved mamelade klatten, hov vent! Det er en fejl på kortet. Ude ved kysten beundrede de havisens dannelse. En ualmindelig smuk tur, men også en ganske kold tur på 4 timer. Føren på Eriks scooter var så uheldig at få frostbid i ansigtet, da de kom hjem var Erik bokstaveligt kold helt ind til benet. Hans tær, hofter og især knæ blev meget kolde på turen. Og det tog en varm pizza og en lille times kæl med radiatoren før han foralvor følte sig varm igen. Men det var en givdig tur, smukke omgivelser, Erik blev en endnu bedre scooter passagere og hans ulykkesstatestik er nu ned på 33%.

Da han var blevet varm hørte han rygter om at der var nogle som ville se en film i barrak 9, så der listede Erik hen, snakkede hyggede, så film men blev så også involveret i Iglo-bygningsprojektet som netop var begyndt bag ved barrak 13. Primusmotor i byggeriet var James fra Alaska (biolog), Jørgen (studere aktisk teknologi ~ byggeteknik) og med en vaske ægte grøndlænder + entuaisme kom der en iglo-ligende bygning op at stå. Klokken var 02 om natten da Erik måtte overgive sig til sulten og til trætheden.


Watson, jeg er overbevist om at det var denne scootertur som genkaldte det ømme knæ, men denne søndag har Erik dog været smart nok til at tage en stille og rolig dag. Den faste søndags kajakpolo som han ellers nyder afstod han da kajakerne er trange og knæene bliver klemt.