onsdag den 7. januar 2009
Og ja, det er stadig P.. koldt her oppe!
Temperaturen er målt til -28C, men grundet vinden på 7,2 m/s føles det som -42,1C. Fordi det er så koldt kondensere alt fugten i luften så luften er meget tør. Læbepomaden bor fast i lommen og en fugtighedscrem står her hjemme til når jeg kommer hjem fra den godt 2km lange gå tur fra UNIS i Longyearbyen og hjem til barrakerne i Nybyen
Safety first!
Den første uge står i sikkerhedens tegn. En helt masse praktisk informationer som fx hvordan man skal sammensætte sit tøj alt afhængig af hvad man skal den pågældende dag. Det har så gjort at jeg har købt mig endnu en jakke som jeg kan have på når jeg er aktiv, modsat den tygge dunjakke som jeg havde med som er bedst at have når man er mere passiv. Det er farligt at svede her oppe, for er du først våd indvendig så bliver du KOLD!
Vejeret er den største udfordring og modstander her oppe. Derfor er et af kurserne vi har hvordan man sætter en nød-lejer op. Hvis der sker et uheld skal
vi vide hvordan vi sætter en lejer op så vi kan varme den uheldige op og yde førstehjælp indtil at hjælpen ankommer.
Vi lærte hvordan vi satte en snubletråd op som kan advare os mod isbjørne og hvordan man får gang i en stow en benzin drevet primus.
Vi har også været igennem hvordan man håndtere eller retter ser faretegnene på laviner og skulle uheldet været ud hvordan man finder hinanden skulle man blive begravet i en sådan en.
Indtil videre, sikkerhedskursuset vare til på lørdag, er det bedste kursus Nødudstyr-glecher for der lærte vi hvordan man bliver nogle af de mest brugte bjergbestiger knob og hvordan de bruges. Ikke nok med at vi fik gennegået udstyret, så hejste vi personer ned fra anden sal og hev dem så op igen.
Det er altsammen færdigheder som jeg ikke håber bliver nødvendige, men det er absolut gode færdigheder at kunne.
I morgen skal vi ud på skydebanen og lære hvordan man betjener en riffel og yder førstehjælp. Riffelskydning burde ikke være det største problem da jeg formange år siden gik til konkurrence skydning men førstehjælpen er vist godt at på støvet af. Men riffelskydning er en pasiv aktivitet, så det er så her at jeg skal tage min tygge dunjakke på så den kan holde varmen formig istedet for at jeg selv skal producere min varme ved at være aktiv. Det er vist også her at jeg skal sende en kærlig hilsen til Helle som foreslog mig at købe nogle tynde fingervanter som jeg kunne have inden i lufferne, for at røre ved iskoldt metal kan give øjeblikkelige frostbid. Så jeg var dybt taknemmelig for dem da jeg stod ude og firede en person ned, for karabinerne havde stået udendørs siden i mandags. Riffelskydnigen i morgen bliver også noget hvor jeg skal røre ved koldt metal. Det er lækkert at være så godt forberedt som Helle har hjulpet mig med at være.
Vejeret er den største udfordring og modstander her oppe. Derfor er et af kurserne vi har hvordan man sætter en nød-lejer op. Hvis der sker et uheld skal
vi vide hvordan vi sætter en lejer op så vi kan varme den uheldige op og yde førstehjælp indtil at hjælpen ankommer.
Vi lærte hvordan vi satte en snubletråd op som kan advare os mod isbjørne og hvordan man får gang i en stow en benzin drevet primus.
Vi har også været igennem hvordan man håndtere eller retter ser faretegnene på laviner og skulle uheldet været ud hvordan man finder hinanden skulle man blive begravet i en sådan en.
Indtil videre, sikkerhedskursuset vare til på lørdag, er det bedste kursus Nødudstyr-glecher for der lærte vi hvordan man bliver nogle af de mest brugte bjergbestiger knob og hvordan de bruges. Ikke nok med at vi fik gennegået udstyret, så hejste vi personer ned fra anden sal og hev dem så op igen.
Det er altsammen færdigheder som jeg ikke håber bliver nødvendige, men det er absolut gode færdigheder at kunne.
I morgen skal vi ud på skydebanen og lære hvordan man betjener en riffel og yder førstehjælp. Riffelskydning burde ikke være det største problem da jeg formange år siden gik til konkurrence skydning men førstehjælpen er vist godt at på støvet af. Men riffelskydning er en pasiv aktivitet, så det er så her at jeg skal tage min tygge dunjakke på så den kan holde varmen formig istedet for at jeg selv skal producere min varme ved at være aktiv. Det er vist også her at jeg skal sende en kærlig hilsen til Helle som foreslog mig at købe nogle tynde fingervanter som jeg kunne have inden i lufferne, for at røre ved iskoldt metal kan give øjeblikkelige frostbid. Så jeg var dybt taknemmelig for dem da jeg stod ude og firede en person ned, for karabinerne havde stået udendørs siden i mandags. Riffelskydnigen i morgen bliver også noget hvor jeg skal røre ved koldt metal. Det er lækkert at være så godt forberedt som Helle har hjulpet mig med at være.
Det første indtryk
Jeg har dårligt været her en uge og der er allerede sket en hel masse. Det første jeg nok må fortælle lidt om er hvordan jeg bor. Barraken som jeg bor i huser en 10-15 mennesker. Jeg deler køkken med 3 andre, faktisk kun to finner for den sidste er stadig ikke ankommet, kommer måske senere, hvem ved?
Der er en masse forskellige nationaliteter her oppe. Nordmænd selvfølgelig, men også tyskere, svenskere, britter, amerkanere, canadiere, finner, en enkelt østrigere, en fra færøerne, en hollænder, og en fra island - og så er det mig fra danmark! Der burde sådan set være en til, men jeg har endnu ikke set eller hørt noget fra ham. Jeg hørte en i flyet der snakkede om Longyearbyen men jeg har endnu ikke set noget til ham. Men pyt, det gør nu ikke noget, for jeg briliere med mine sprog da jeg faktisk kan en rimelig mængde svensk, og så er norks ikke svært. Og takket være min store glæde for Diskworld romaner på mp3 filer er mit engelsk også noget der har fået kommentare. James, en gut fra Alaske spurgte mig hvornår jeg havde lært engelsk for han kunne simpelhen ikke få min accent på plads for der var brittisk engelsk, texansk og så noget andet i den. Jordan, en skotte blev også lidt overrasket over at efter en kort samtale begyndte at tillæge mig en skotsk accent. Har nogle ret interessante samtaler omkring ord, sprog og denslags.
Folk er frinke og glade - og lidt småtossede, helt som jeg kan lide det.
En af de første dage blev der spænde en line ud i kantinen (som er en af de lækkereste jeg har oplevet) og så begyndte man på spontant linedans.
Der er en masse forskellige nationaliteter her oppe. Nordmænd selvfølgelig, men også tyskere, svenskere, britter, amerkanere, canadiere, finner, en enkelt østrigere, en fra færøerne, en hollænder, og en fra island - og så er det mig fra danmark! Der burde sådan set være en til, men jeg har endnu ikke set eller hørt noget fra ham. Jeg hørte en i flyet der snakkede om Longyearbyen men jeg har endnu ikke set noget til ham. Men pyt, det gør nu ikke noget, for jeg briliere med mine sprog da jeg faktisk kan en rimelig mængde svensk, og så er norks ikke svært. Og takket være min store glæde for Diskworld romaner på mp3 filer er mit engelsk også noget der har fået kommentare. James, en gut fra Alaske spurgte mig hvornår jeg havde lært engelsk for han kunne simpelhen ikke få min accent på plads for der var brittisk engelsk, texansk og så noget andet i den. Jordan, en skotte blev også lidt overrasket over at efter en kort samtale begyndte at tillæge mig en skotsk accent. Har nogle ret interessante samtaler omkring ord, sprog og denslags.Folk er frinke og glade - og lidt småtossede, helt som jeg kan lide det.
En af de første dage blev der spænde en line ud i kantinen (som er en af de lækkereste jeg har oplevet) og så begyndte man på spontant linedans.
lørdag den 3. januar 2009
Forsinkelser
Rejsen startede torsdag den 1 januar. Nytårs aften havde jeg siddet hos mine gode venner Henrik & Cecillie og spillet brætspil og Wii. Generøst tilbød de at jeg kunne overnatte hos dem natten mellem torsdag og fredag da jeg skulle være i lufthavnen kl 530.
Tilbage til torsdagen, det meste af dagen gik jeg og ryddede op så min ungkarlelejlighed var knap så ungkarle og mere lejlighed til når Aninja skulle flytte ind.
Da jeg var klar til at tage hjemme fra, alt var sat i den orden som jeg ville, havde jeg en underlig ubehageligt følelse i kroppen. En frygt for det ukendte, en spænding til hvad der skulle til at ske, en uro og en lille tanke om at det stadig var muligt at trække sig, opgive og bare blive hjemme. Jeg håber at jeg fik gjort det klart for Henrik og Cecillie hvor stor en tjeneste det enlig var de gjorde mig. Det kan godt være at jeg sparede et tvivlsomt DSB tog og så kun skulle tage en Metro ud til lufthavnen, men det at jeg var hos venner, rigtige gode venner hvor jeg kunne slappe af til Tv'ets Harry Potter, gjorde at den frygt lagde sig.
Turen ud til Henrik og Cecillie startede med forsinkelser, toget havde problemer med dørene så turen der ud tog godt 35 min længere.
Tidlig fredag morgen, kl 430, vågnede jeg, tog metroen til lufthavnen og tjekkede ind. Security tjecket kunne ha gået bedre, jeg havde min sædvanlige studie mappe med, men da indeholder en brevkniv måtte den op og brevkniven konfiskeres. Den brevknive der har skåret mere kage og rørt mere rund i kaffe og kakao end den nogle sinde har åbnet breve er nu sendt til destruktion. ÆV!
Københavns lufthavne er ikke noget spændende sted tidligt om morgenen. For en arm og et ben kan man købe et glas juice og hvis man lægger sin sjæl oven i handlen kan der også bevilges en stykke morgenbrød. Det kolde vejr havde lagt is på vingeren af flyet og det tog dem en rum til før at vi var flyveklar. At vi så også havde modvind gjorde så at vi ankom meget senere i Oslo end planlagt. Bagagen lod sig også vente på sig og da min taske endelig var kommet op skulle jeg så tjekke ind igen så jeg kunne komme videre mod Svalbard. Security var igen særligt sippede så da jeg endelig var kommet igennem og kikkede på mit ur måtte jeg konstatere at den 1½ time i Oslo som efter planen skulle have var blevet reduceret til 10 min. Det var ca den tid det tog mig at løbe ned til gaten (som selvfølgelig var i den fjerneste ende) og jeg hørte netop mit navn blive kaldt i højttaleranlægget før jeg kom om bord.
Turen fra Oslo til Longyearbyen (svalbard) med mellemlanding i Tromsø var lang og begivenhedsløs, men denne gang var der ikke mere stress. Vi blev mødt i lufthavnen af folk fra UNIS som gængede os ind i en bus og kørte os til Nybyen hvor vi fandt vores barrakker.
Jeg sidder nu på mit værelse i Barrak # 4 rum #111 og glæder mig til at jeg får internet forbindelse. Vi var nogle stykker, endte med at være 10, der spiste middag sammen og bagefter gik ned til friday gathering. En fredags bar i UNIS kantine. Hold kæft et lækkert sted, det er helt fantastisk. Omgivelserne er også tæt på ubeskrivelige, der ligger tyg sne overalt og her i den permanente natmørke kan man lige skimte at der ligger store bjerge på begge sider af vejen. Det er desværre alt for mørkt at tage billeder af det, men det betyder ikke at jeg holder op med at prøve.
Det er pt -22 C og jeg er ved at finder ud af hvordan jeg sætter mit tøj sammen så jeg kan holde ud at færdes udendørs og indendørs. Men nu skal jeg have mig et bad og så skal jeg i seng. Klokken er 23:15, jeg har rejst hele dagen, mødte en masse fantastiske mennesker, drukket et par øl og klokken var 4:30 da jeg stod op. Jeg må være berettigede til at være træt
Tilbage til torsdagen, det meste af dagen gik jeg og ryddede op så min ungkarlelejlighed var knap så ungkarle og mere lejlighed til når Aninja skulle flytte ind.
Da jeg var klar til at tage hjemme fra, alt var sat i den orden som jeg ville, havde jeg en underlig ubehageligt følelse i kroppen. En frygt for det ukendte, en spænding til hvad der skulle til at ske, en uro og en lille tanke om at det stadig var muligt at trække sig, opgive og bare blive hjemme. Jeg håber at jeg fik gjort det klart for Henrik og Cecillie hvor stor en tjeneste det enlig var de gjorde mig. Det kan godt være at jeg sparede et tvivlsomt DSB tog og så kun skulle tage en Metro ud til lufthavnen, men det at jeg var hos venner, rigtige gode venner hvor jeg kunne slappe af til Tv'ets Harry Potter, gjorde at den frygt lagde sig.
Turen ud til Henrik og Cecillie startede med forsinkelser, toget havde problemer med dørene så turen der ud tog godt 35 min længere.
Tidlig fredag morgen, kl 430, vågnede jeg, tog metroen til lufthavnen og tjekkede ind. Security tjecket kunne ha gået bedre, jeg havde min sædvanlige studie mappe med, men da indeholder en brevkniv måtte den op og brevkniven konfiskeres. Den brevknive der har skåret mere kage og rørt mere rund i kaffe og kakao end den nogle sinde har åbnet breve er nu sendt til destruktion. ÆV!
Københavns lufthavne er ikke noget spændende sted tidligt om morgenen. For en arm og et ben kan man købe et glas juice og hvis man lægger sin sjæl oven i handlen kan der også bevilges en stykke morgenbrød. Det kolde vejr havde lagt is på vingeren af flyet og det tog dem en rum til før at vi var flyveklar. At vi så også havde modvind gjorde så at vi ankom meget senere i Oslo end planlagt. Bagagen lod sig også vente på sig og da min taske endelig var kommet op skulle jeg så tjekke ind igen så jeg kunne komme videre mod Svalbard. Security var igen særligt sippede så da jeg endelig var kommet igennem og kikkede på mit ur måtte jeg konstatere at den 1½ time i Oslo som efter planen skulle have var blevet reduceret til 10 min. Det var ca den tid det tog mig at løbe ned til gaten (som selvfølgelig var i den fjerneste ende) og jeg hørte netop mit navn blive kaldt i højttaleranlægget før jeg kom om bord.Turen fra Oslo til Longyearbyen (svalbard) med mellemlanding i Tromsø var lang og begivenhedsløs, men denne gang var der ikke mere stress. Vi blev mødt i lufthavnen af folk fra UNIS som gængede os ind i en bus og kørte os til Nybyen hvor vi fandt vores barrakker.
Jeg sidder nu på mit værelse i Barrak # 4 rum #111 og glæder mig til at jeg får internet forbindelse. Vi var nogle stykker, endte med at være 10, der spiste middag sammen og bagefter gik ned til friday gathering. En fredags bar i UNIS kantine. Hold kæft et lækkert sted, det er helt fantastisk. Omgivelserne er også tæt på ubeskrivelige, der ligger tyg sne overalt og her i den permanente natmørke kan man lige skimte at der ligger store bjerge på begge sider af vejen. Det er desværre alt for mørkt at tage billeder af det, men det betyder ikke at jeg holder op med at prøve.
Det er pt -22 C og jeg er ved at finder ud af hvordan jeg sætter mit tøj sammen så jeg kan holde ud at færdes udendørs og indendørs. Men nu skal jeg have mig et bad og så skal jeg i seng. Klokken er 23:15, jeg har rejst hele dagen, mødte en masse fantastiske mennesker, drukket et par øl og klokken var 4:30 da jeg stod op. Jeg må være berettigede til at være træt
fredag den 26. december 2008
Jeg har hørt mange jokes med min kommende rejse til Svalbard. En af de bedre er at jeg skal huske at tage nogle billeder af PanserBjørne, og som smart svar forventede jeg at der så lå et Gylden kompas under juletræet. Og gæt hva?!
Ja, Det gyldne kompas på DVD lå under træet...
Så må jeg se om jeg kan fremskaffe et billede af en PanserBjørn til Troels.
Den 2 januar kl 7:30 flyver jeg til Svalbard, og som de gængse lufthavns tommelfingerregeler er så bør jeg være der ude 2 timer før. Altså 5:30 og en time for at kommer er ud, også skal jeg også vågne og spise morgen mad og denslags = Jeg skal pokkers tidligt op!
Men jeg har da fået min en lille rejse kammerat til turne. Må jeg præcentere Pedro the polar beard
Senere idag skal jeg ud til en veninde som skulle have en vandre rygsæk som jeg kan låne der oppe.
søndag den 21. december 2008
Alt de officielle
Jeg ringede til Told & Skat og forhørte mig med hensyn til det legat jeg har fået, om hvor meget jeg skal betale i skat af det. Nordplus legatet består nemlig af et rejselaget og et scholarship (studie legat). Jeg havde nemlig hørt at rejselegater er skattefrie mens ”almindelige” legater er skattepligtige.
Meldingen fra Told & Skat var klar: Skal jeg ud og rejse, OG præsentere en eller anden form for kvittering for legatet så er det HELE skattefrit. Med kvittering mentes det som legat giveren forlangte så som de reelle kvitteringer for forbrug under studiet eller, som i Nordplus tilfældet ECTS points.
Det var SU kontoret som havde foreslået mig at kontakte Told & Skat, men de fortalt mig også en meget anden vigtig ting som jeg ikke var klar over. For at kunne få min SU med til Svalbard så skulle de ha forhåndsgodkendelsen. Det må jeg indrømme at jeg troede foregik automatisk, men nej! Men nu er det også ordnet.
En studierejse forsikring er også blevet taget hånd om, selv om de ville have min nøjagtige adresse der oppe. Rimeligt besværligt men det lykkedes da endelig at få at vide hvilket rum jeg var blevet tildelt. Men nu er der også sat et flueben i den kasse.
Her i dag fik så mail fra mine kommende lære der oppe, bød os velkommende og præsenterede kursus-planen men cruse, fieldwork and the lot!
Kan ikke lade være med at være lidt stolt da Dirk (kursus ansvarlig for Ice/Sea/Air intereaction) skrev:
First of all, let me congratulate you on your acceptance! This year, competition for this course was particularly strong and we faced the luxury of having to chose the best students among the applicants. Which is why we chose you :-)
Bevares det er nok mere mine kurser end det er mine karakterer der har ført mig gennem nåleøjet, men derfor er jeg nu pavestolt alligevel.
Jeg glæder mig!
tirsdag den 2. december 2008
Count down!
Virkeligheden banker hårdt på døren. Om 31 dage, en måned, der sidder jeg i flyet på vej mod nord. Det er stadig lidt uvirkeligt... om en lille bitte måned forlader jeg Danmark og bliver væk et halvt år.
Det skal planlægges meget, men dejligt er det nu at der er blevet styr på det med min lejlighed her i Danmark. En veninde vil godt bo i den mens jeg er væk. Det er rart... hov det ord må jeg lære at lægge fra mig, rart begyder mærkeligt på norsk.
Det skal planlægges meget, men dejligt er det nu at der er blevet styr på det med min lejlighed her i Danmark. En veninde vil godt bo i den mens jeg er væk. Det er rart... hov det ord må jeg lære at lægge fra mig, rart begyder mærkeligt på norsk.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
