Vandet var -2C, windchill ~ -10C, og pigerne gik efter 1½ point

Der er nogle stykker som har et tosset ide her oppe. De vil ud og bade i Adventsfjorden en gang om måneden. Sidste gang kunne jeg ikke rigtig deltage da jeg havde glemt alt om det, fokuserede mere på min eksamen end at skulle bade, men jeg var dog med som isbjørne-vagt med riffel.

Denne gang var jeg forberedt, havde badebukser, håndklæde og ekstra sokker med. Sokkerne har man på når man går i vandet så man ikke kommer stil at stå på isen med bare tær.



Alle går i vandet på samme tid, minimum til skulderene og så op igen. Få det våde tøj af, på med tørt og varmt tøj og så tilbage. 1 point for at gå i vandet, et ekstra ½ point for at gå i nøgen.


I følge manfealings diagrammet, burde min hjerne ha råbt "BOOBS!", men sand at sige var det mere "koldt-koldt-koldt-det-her-er-fedt-men-koldt-koldt-koldt".

Det var en fed oplevelse og næppe sidste gang jeg er med til det. Men som vi snakkede om, så er der faktisk noget fornuft i at gå efter 1½ point, man spilder ikke tid med at skulle ud af det våde kolde badetøj når man er kommet op igen. Så næste gang går jeg også efter 1½ point.

New personal best in kajak polo

Jeg har nu været her i 7 uger = 7 søndage = 7 x kajak polo
Jeg har misset 3 af gangene, 2 til eksamens forberedelse og en til et ømt knæ, hvilket alt i alt giver mig 4 gange hvor jeg har været til kajak polo.
Og i søndags lykkedes det mig (igen) at lave en personal-best. Jeg kæntrede ikke og jeg scorede 2 mål i en kamp, 3 mål samlet set.

Mål 1 – Gennemfør en kamp uden at kæntre
Mål 2 – Mål 1 + håndter bolten
Mål 3 – Mål 2 + scor mål
Mål 4 – Lær at komme på ret køl igen efter en kæntring - Det er så den næste udfordring

Taget i betragtning at da jeg første gang kom på vandet gik der 5 sec før jeg kæntrede så synes jeg at det går stærkt med at lære spillet.

Gorilla'er i sneen

Dayle er et studerende fra england som har været så uheldig at ha været i et trafik uheld. Det betyder at hans knæ er mere eller mindre ødelagt. Han går med stok, og har skaffet sig en snescooter til at kommer til og fra UNIS.

Lørdag den 14 februar var vi en håndfuld der ville op og besøge den mine som ligger på den ene af de bjergsider som udgør den dal som Nybyen og Longyear byen ligger i. Og Dayle skulle med! Det var blevet vurderet at tage den korteste vej op til minen var alt for stejl men tog man en længere rute langs tårnene ville turen være nemmere.


Lad mig sige det sådan: Denne vurdering var forkert! De første par hundrede meter var rigtig nok meget nemme, men så kom problemerne. Stejle skrænter med lidt eller ingen sne og kun glatte skarpe sten. Det betød at vi i stedet for at kunne følge tårnene op, måtte kravle højere op og finde god sne hvor i vi kunne finde fodfæste. Turen tog os godt to timer og Dayle kæmpede som en gal. Jeg har en nyfunden respekt for den mand.



Selve minen var tydeligvis plaget af sne der var blæst ind og nogle af trapperne var meget vanskelige at komme op af, men det lykkedes da. Hvad der ikke lykkedes var at finde det rum hvor i man stadig kan se minearbejderens pin-up piger og hvor gæste bogen er. Det må blive næste gang.















Næste gang jeg skal på sådan en tur, skal jeg huske at have chokolade med i tasken. To timer på klatre tur, meget af turen gik jeg som en gorilla men knoerne plantet i sneen, tære meget på kræfterne. Jeg kunne også godt tænke mig at have lidt ræb med og et par karabiner, bare så man har minimalt klatre udstyr. Der var flere gange hvor jeg ønskede at jeg kunne ha givet Dayle et ræb.

Turen hjem igen blev fremskyndet af et voldsomt snevejr. Pludselig blev det mørkt og vores spor blev svære at se. Heldigvis er det meget nemmere at komme ned at en stejl bjergside end det er at komme op.

Friday gathering in the snow

Hver fredag samles vi, drikker nogle øller og alt i alt har det hyggeligt i kantine med det åbne ildsted. Denne fredag havde UNIS dog en konference og kantinen skulle rømmes, rengøres mm inden kl 20:00. Derfor valgte vi at flytte vores Friday gathering til Nybyen i stedet. Vi hentede nogle øl og cider, og gravede et hul i sneen hvor vi kunne lave et bål.
Jeg kan ikke sige andet end det som altid var hyggeligt, nu var vi uden for at kunne derfor også spille frisbee. Når tre spiller frisbee og kun to har headlamps så er den sidste spiller nød til at bruge sin intuition eller lytte til Obi-Wan-kanobi og ”use the force, Luke” – sjovt var det da. Også selv om jeg var den spiller uden headlamp.

Vores Friday gathering blev kun bedre da der også kom nordlys og da is&sne nørden her opdagede en masse små istapper på indersiden af vores fire-pit. Alle pegede de ind mod bålet og jeg kunne ikke gøre andet end at tage en masse billeder og vise dem til min professor i Snow and Ice processes.



Min Friday gathering sluttede da nogle fandt kælkene frem, på norsk kaldet rumpe-bræt, det var rigtig sjovt indtil jeg var uheldig og landede på min nakke i stedet for min mås. Med en ubehagelig hovedpine gik jeg i seng (men først efter at have konsulteret internettet for symptomer på hjernerystelse og andet lignende fælt)

Mysteriet om det ømme knæ, andet afsnit

Min kære Watson,
Det ser ud til at det ømme knæ stadig spøger.
Den forgangende uge havde Erik undervisning i computerprogrammet Matlab. Et meget anvendeligt program når store mængder data skal analyseres og beregnes. Han havde stor glæde af sin bærbar med egen version af Matlab (Københavns Universitet har en licens til de studerende). Men alt i så bragte ugen ikke noget større som kunne give anledning til det ømme knæs tilbage venden. Dog kunne fredagen mistænkes da der var snescooter-kursus. Alle blev iklædt UNIS'es scooterdragter, støvler og facemasks og kom ud på snescootere. For første gang i hans liv var Erik irreteret over at han havde et kørekort. Havde han et kunne kan køre scooter, men uden måtte han tage tiltakke med at være passager.
At være passager er også en opgave der ikke kan ignorreres. Når en scooter tager skarpe sving eller køre på bjergsider skal føre, og passageren, være med til at holde scooteren på jorden ved at læne sig ud over siden. Lige som motorcykler, bortset fra at motorcyklen "læner med" i svingene.
Der skete INGEN uheld på denne tur, så uheldsstatestikken er nu ned på 50%, men man fik da et par intense øjeblikk når scooteren havde en ski i luften.

Nej, den vellykkede scooter lektion er næppe den skyldige, selv om Erik følte sig godt og grundig gennemrystet af at køre +40km/t over isen. Jeg er overbevist om at synderen skal findes dagen efter, om lørdagen da Erik kom med på udflugt.

Fredag kl 10 skulle de mødes... Undskyld Holmes, du mener vel "Lørdag". Ja selvfølgelig, min fejl. Lørdag kl 10 skulle de mødes ved scooterparkeringen, og som Erik lærte så ved en udflugt med mere en to mennesker kommer der til at være en masse spildtid før alle er klar. Da klokken var 11:30 tog fire scootere med 6 mennesker afsted på udflugt. Dette kort kan forhåbentligt give en ide om deres tur. De startede fra Nybyen, kørte op på glecheren og ned igen i Far-dalen, til højre ved mamelade klatten, hov vent! Det er en fejl på kortet. Ude ved kysten beundrede de havisens dannelse. En ualmindelig smuk tur, men også en ganske kold tur på 4 timer. Føren på Eriks scooter var så uheldig at få frostbid i ansigtet, da de kom hjem var Erik bokstaveligt kold helt ind til benet. Hans tær, hofter og især knæ blev meget kolde på turen. Og det tog en varm pizza og en lille times kæl med radiatoren før han foralvor følte sig varm igen. Men det var en givdig tur, smukke omgivelser, Erik blev en endnu bedre scooter passagere og hans ulykkesstatestik er nu ned på 33%.

Da han var blevet varm hørte han rygter om at der var nogle som ville se en film i barrak 9, så der listede Erik hen, snakkede hyggede, så film men blev så også involveret i Iglo-bygningsprojektet som netop var begyndt bag ved barrak 13. Primusmotor i byggeriet var James fra Alaska (biolog), Jørgen (studere aktisk teknologi ~ byggeteknik) og med en vaske ægte grøndlænder + entuaisme kom der en iglo-ligende bygning op at stå. Klokken var 02 om natten da Erik måtte overgive sig til sulten og til trætheden.


Watson, jeg er overbevist om at det var denne scootertur som genkaldte det ømme knæ, men denne søndag har Erik dog været smart nok til at tage en stille og rolig dag. Den faste søndags kajakpolo som han ellers nyder afstod han da kajakerne er trange og knæene bliver klemt.

Trusselen fra naturen, hvad gør den?

Livet her oppe er meget anderledes end der hjemme, hvilket selvfølgelig har fået mig til at filosofere lidt over den måde man opføre sig her oppe.

Vores samfund opnår aldrig 100% sikkerhed. I den civiliserede verden er naturen ikke en trussel, der er det andre mennesker som udgøre en trussel. Voldsmænd, tyve, ect er en del af den civiliserede verden, og der holder det alminde menneske til sig selv. Stoppe en bil og tilbyder en et lift så forventer man næsten at der ligger skumle bagtanker bag hvis man ikke selv har stået fremme med tommelfingeren.
Her oppe er naturen en trussel, her oppe skal man kunne stole på hinanden og man "låner" ikke ting af hinanden uden tilladelse. Det gør man bare ikke fordi det i værste fald kan faktisk betyde liv eller død hvis man låner en bezindunk af naboens snescooter. Det er også meget svært at forklar hvordan du lige pludselig har fået en ny iPod når en af de andre studerende har mistet sin iPod. Der er en helt anden tillid til hinanden, to gang har jeg fået et lift op til Nybyen hvor vi bor af en venlig mand som alligevel skulle der op af.

Jeg husker for et par år siden hvor der var snestorm i danmark, tilfældige mennesker som normalt ikke skænkede hinande en tanke, havde nu et fælles problem i vejert. Hvad skete der? Folk hjalp hinanden med at grave biler fri, svageligt gående fik hjælp til at forsere snedriverne. Man stod sammen mod naturen. Så det er ikke kun fordi det er et lille samfund her oppe, det er denne trussel fra naturen der har givet denne mentalitet.

Jeg er meget glad for at være her oppe.

Skønhed

Dette er de omgivelser som jeg faktisk har fået legat til at studere i. Hvor fedt er det, ikke?!?

Ved nytår sad jeg og kiggede på fyrværkeriet uden for. Der var knald og farver, men min stakkels videnskabelige hjerne så kemiske forbindelser, højde temperature og ekspanderende gasser. Der kom et af nytårsfortsættene: At lære at se skønhed igen. Det var en evne som jeg havde tabt der hjemme. Men her oppe.... Her oppe ser jeg også fysikken, krystalstrukturene i isen eller sneen, måde vinden former sneen på, bjergene som samler sne til en lavine. Men det er også fantastisk smukt. Jeg har lært at se skønhed igen, jeg tror jeg kiggede de gale steder hjemme i danmark, for skønheden findes.


Dette billede blev taget af min russiske nabo Dimar,