Man venter da på helikopteren, ikk?

Jeg er skyldig i en forsømmelse: Slutningen på vores sikkerhedskursus. Men jeg ville så gerne have billederne af helikopteren med. Vores sikkerhedskursus sluttede lørdag den 10 januar men tur op på den lokale glecher hvor vi blev prøvet i vores færdigheder.
Et fiktivt ulykkessted blev der sat lejer op mens min gruppe ydeførstehjælp på de tilskadekommende indtil vi kunne få dem ind i teltet.
Vi skulle også finde nogle ulyksageligt flyverdragter (uden folk i) som var blevet begravet i en lavine. Nogle af de uheldige havde sendere med så de kunne findes, mens andre måtte vi stikke lange spyd ned i sneen for at finde dem.
Den tredie prøve var at repelle ned og hente en tilskadekommende op fra en klyft. Føj hvor var det hårdt arbejde at få ham op. Jeg var ham der var nede og hente den tilskadekommende, det er ikke nogle nem tjans.
Det hele lyder måske meget sjovt og hyggeligt, men det skal siges at det var bæl mørkt og -25 grader samtidig med at det blæste en pelekan. Jeg havde is i skæget på inden siden af min face-mask.

Vi sluttede af med at få demonsteret hvordan man modtager en helikopter. Når man høre den er på vej eller ser den i det fjerne, skyder man 2 røde flares op.
Så sætter man sig med vinden i rykken og så der er plads til at helikopteren kan laden foran en, og jeg mener foran! Da piloten kun kan navigere ud fra persone på isen så må man ikke flytte sig, og det kræver måske lidt nerver at have en helikpoter snude laden 20cm foran ens egen næse, men sådan skal det altså være.
Det var lidt koldt at vente på helikopteren men det var da helt klart en oplevelse værd.
Efter helikopteren kom vi tilbage til UNIS hvor vi så havde en skriftlig prøve i sikkerheds procesdyrene. Bestås den ikke må vi ikke komme med ud i felten. Det er nu 9 dage siden og vi har stadig ikke hørt svar på den prøve endnu, men mon ikke den er bestået. Jeg synes jeg var dygtig, og faktisk er dette sikkerhedskursus 3 ECTS point værd. Jeg har helt klart formange ECTS point når jeg kommer hjem er jeg bange for.

Sproget

Jeg er på et universitet hvor engelsk er undervisningssproget, men da der er tyskere, svenskere, islændinge, finder, nordmænd, østrigere, canadiere, amerikanere og englændere, bliver der snakket meget andet uden for undervisningen.

I folkeskolen og på HHX havde jeg tysk som lige så stille er ved at komme tilbage igen. Jeg har brugt en håndfuld sommerferier i en svensk indianer reenactment lejer hvor jeg har lært mig noget at sproget, tonen og en lille smule om ordstilling. Det gør at jeg næsten kan forstå det norske og læse det er endnu nemmere. Norsk er dansk bare stavet forkert.
Jeg er blevet taget som svensker og jeg har fået ros for mit engelske flere gang. James, en gut fra Alaska, hørte britisk og en smule texansk i min dialekt, og jeg må sige at det kommer fra film og serier og ikke mindst alle de Diskworld bøger jeg har hørt på mp3. Det har pusset mit sprog af og jeg udmærker mig faktisk her oppe ved at være så med på så mange sprog.
Jeg er eneste danske studerende her oppe. En af mine proffesore er dansk og en taxachuffør viste sig at være fra Randeres, men ellers har jeg ikke noget at bruge mit danske til. Det eneste sted hvor jeg sproglig er fuldstændig tabt bag en vogn er finsk, der kan jeg ikke være med. Men vi lære nogle sjov finske gloser fra tid til anden.

Så har jeg skudt 2 isbjørne

En anden vigtig del af vores sikkerhedskursus er at vi kan håndtere de forskellige våben vi bruger når vi er uden for byen. Signal pistoler og signalpens bruges primært til at skræmme isbjørne væk skulle de komme for tæt på. Isbjørne er meget farlige i det at de er fuldstændigt uforudsigelige og nysgerrige. En isbjørn har meget sandsynligt aldrig set et menneske før så den vil være nysgerrig når den ser noget som ikke høre til i naturen (altså os)
Skulle det ske at vi møder sådan en bjørn er vores (mennesker) første træk at gå igen - Isbjørnen var her først! Er det ikke muligt eller kommer den mod os så bruger vi de her signal pistoler/pens til at sende en lysende flare op som ender med et stort knald. Imens nogle er igang med signalpistolerne så er der andre der klargøre disse:

Riflen ja. På skydebanen fik vi lov at øve os med riflen så vi ved hvordan sådan en skal bruges. Der er plads til 4 kugler i magasinet hvilket er meget godt, for hvis der kommer en gal isbjørn efter dig så tager det 4 træf med sådan en riffel for at lægge en bjørn ned. Og er man første begyndt at skyde på en isbjørn så bliver man ved indtil den lægger sig og er død. Det er et truet dyr, et flot dyr der ikke fortjener at leve et skamskudt liv.

Så med en øm skulder, for riflen giver altså et spark, tog jeg glad fra skydebanen i går. Jeg var den i min gruppe som skød bedst, de andre mente at jeg snød fordi jeg har været konkurrenceskytte tidligere, men faktum er at jeg to gange satte mere end 4 dræbende skud i den isbjørn som så glad smilede til os. Blandt studenterne er der et valgsprog der hedder rememper, the polarbear is smiling at you



Ingen isbjørne kom tilskade under tilvirkningen af denne blog, ej heller på skydebanen. Det er mit højeste ønske at se en isbjørn i dens naturlige element fra en sikker afstand og uden drama.

Og ja, det er stadig P.. koldt her oppe!

Temperaturen er målt til -28C, men grundet vinden på 7,2 m/s føles det som -42,1C. Fordi det er så koldt kondensere alt fugten i luften så luften er meget tør. Læbepomaden bor fast i lommen og en fugtighedscrem står her hjemme til når jeg kommer hjem fra den godt 2km lange gå tur fra UNIS i Longyearbyen og hjem til barrakerne i Nybyen

Safety first!

Den første uge står i sikkerhedens tegn. En helt masse praktisk informationer som fx hvordan man skal sammensætte sit tøj alt afhængig af hvad man skal den pågældende dag. Det har så gjort at jeg har købt mig endnu en jakke som jeg kan have på når jeg er aktiv, modsat den tygge dunjakke som jeg havde med som er bedst at have når man er mere passiv. Det er farligt at svede her oppe, for er du først våd indvendig så bliver du KOLD!
Vejeret er den største udfordring og modstander her oppe. Derfor er et af kurserne vi har hvordan man sætter en nød-lejer op. Hvis der sker et uheld skal
vi vide hvordan vi sætter en lejer op så vi kan varme den uheldige op og yde førstehjælp indtil at hjælpen ankommer.











Vi lærte hvordan vi satte en snubletråd op som kan advare os mod isbjørne og hvordan man får gang i en stow en benzin drevet primus.

Vi har også været igennem hvordan man håndtere eller retter ser faretegnene på laviner og skulle uheldet været ud hvordan man finder hinanden skulle man blive begravet i en sådan en.
Indtil videre, sikkerhedskursuset vare til på lørdag, er det bedste kursus Nødudstyr-glecher for der lærte vi hvordan man bliver nogle af de mest brugte bjergbestiger knob og hvordan de bruges. Ikke nok med at vi fik gennegået udstyret, så hejste vi personer ned fra anden sal og hev dem så op igen.



















Det er altsammen færdigheder som jeg ikke håber bliver nødvendige, men det er absolut gode færdigheder at kunne.

I morgen skal vi ud på skydebanen og lære hvordan man betjener en riffel og yder førstehjælp. Riffelskydning burde ikke være det største problem da jeg formange år siden gik til konkurrence skydning men førstehjælpen er vist godt at på støvet af. Men riffelskydning er en pasiv aktivitet, så det er så her at jeg skal tage min tygge dunjakke på så den kan holde varmen formig istedet for at jeg selv skal producere min varme ved at være aktiv. Det er vist også her at jeg skal sende en kærlig hilsen til Helle som foreslog mig at købe nogle tynde fingervanter som jeg kunne have inden i lufferne, for at røre ved iskoldt metal kan give øjeblikkelige frostbid. Så jeg var dybt taknemmelig for dem da jeg stod ude og firede en person ned, for karabinerne havde stået udendørs siden i mandags. Riffelskydnigen i morgen bliver også noget hvor jeg skal røre ved koldt metal. Det er lækkert at være så godt forberedt som Helle har hjulpet mig med at være.

Det første indtryk

Jeg har dårligt været her en uge og der er allerede sket en hel masse. Det første jeg nok må fortælle lidt om er hvordan jeg bor. Barraken som jeg bor i huser en 10-15 mennesker. Jeg deler køkken med 3 andre, faktisk kun to finner for den sidste er stadig ikke ankommet, kommer måske senere, hvem ved?


Der er en masse forskellige nationaliteter her oppe. Nordmænd selvfølgelig, men også tyskere, svenskere, britter, amerkanere, canadiere, finner, en enkelt østrigere, en fra færøerne, en hollænder, og en fra island - og så er det mig fra danmark! Der burde sådan set være en til, men jeg har endnu ikke set eller hørt noget fra ham. Jeg hørte en i flyet der snakkede om Longyearbyen men jeg har endnu ikke set noget til ham. Men pyt, det gør nu ikke noget, for jeg briliere med mine sprog da jeg faktisk kan en rimelig mængde svensk, og så er norks ikke svært. Og takket være min store glæde for Diskworld romaner på mp3 filer er mit engelsk også noget der har fået kommentare. James, en gut fra Alaske spurgte mig hvornår jeg havde lært engelsk for han kunne simpelhen ikke få min accent på plads for der var brittisk engelsk, texansk og så noget andet i den. Jordan, en skotte blev også lidt overrasket over at efter en kort samtale begyndte at tillæge mig en skotsk accent. Har nogle ret interessante samtaler omkring ord, sprog og denslags.
Folk er frinke og glade - og lidt småtossede, helt som jeg kan lide det.

En af de første dage blev der spænde en line ud i kantinen (som er en af de lækkereste jeg har oplevet) og så begyndte man på spontant linedans.

Forsinkelser

Rejsen startede torsdag den 1 januar. Nytårs aften havde jeg siddet hos mine gode venner Henrik & Cecillie og spillet brætspil og Wii. Generøst tilbød de at jeg kunne overnatte hos dem natten mellem torsdag og fredag da jeg skulle være i lufthavnen kl 530.
Tilbage til torsdagen, det meste af dagen gik jeg og ryddede op så min ungkarlelejlighed var knap så ungkarle og mere lejlighed til når Aninja skulle flytte ind.

Da jeg var klar til at tage hjemme fra, alt var sat i den orden som jeg ville, havde jeg en underlig ubehageligt følelse i kroppen. En frygt for det ukendte, en spænding til hvad der skulle til at ske, en uro og en lille tanke om at det stadig var muligt at trække sig, opgive og bare blive hjemme. Jeg håber at jeg fik gjort det klart for Henrik og Cecillie hvor stor en tjeneste det enlig var de gjorde mig. Det kan godt være at jeg sparede et tvivlsomt DSB tog og så kun skulle tage en Metro ud til lufthavnen, men det at jeg var hos venner, rigtige gode venner hvor jeg kunne slappe af til Tv'ets Harry Potter, gjorde at den frygt lagde sig.

Turen ud til Henrik og Cecillie startede med forsinkelser, toget havde problemer med dørene så turen der ud tog godt 35 min længere.

Tidlig fredag morgen, kl 430, vågnede jeg, tog metroen til lufthavnen og tjekkede ind. Security tjecket kunne ha gået bedre, jeg havde min sædvanlige studie mappe med, men da indeholder en brevkniv måtte den op og brevkniven konfiskeres. Den brevknive der har skåret mere kage og rørt mere rund i kaffe og kakao end den nogle sinde har åbnet breve er nu sendt til destruktion. ÆV!
Københavns lufthavne er ikke noget spændende sted tidligt om morgenen. For en arm og et ben kan man købe et glas juice og hvis man lægger sin sjæl oven i handlen kan der også bevilges en stykke morgenbrød. Det kolde vejr havde lagt is på vingeren af flyet og det tog dem en rum til før at vi var flyveklar. At vi så også havde modvind gjorde så at vi ankom meget senere i Oslo end planlagt. Bagagen lod sig også vente på sig og da min taske endelig var kommet op skulle jeg så tjekke ind igen så jeg kunne komme videre mod Svalbard. Security var igen særligt sippede så da jeg endelig var kommet igennem og kikkede på mit ur måtte jeg konstatere at den 1½ time i Oslo som efter planen skulle have var blevet reduceret til 10 min. Det var ca den tid det tog mig at løbe ned til gaten (som selvfølgelig var i den fjerneste ende) og jeg hørte netop mit navn blive kaldt i højttaleranlægget før jeg kom om bord.

Turen fra Oslo til Longyearbyen (svalbard) med mellemlanding i Tromsø var lang og begivenhedsløs, men denne gang var der ikke mere stress. Vi blev mødt i lufthavnen af folk fra UNIS som gængede os ind i en bus og kørte os til Nybyen hvor vi fandt vores barrakker.

Jeg sidder nu på mit værelse i Barrak # 4 rum #111 og glæder mig til at jeg får internet forbindelse. Vi var nogle stykker, endte med at være 10, der spiste middag sammen og bagefter gik ned til friday gathering. En fredags bar i UNIS kantine. Hold kæft et lækkert sted, det er helt fantastisk. Omgivelserne er også tæt på ubeskrivelige, der ligger tyg sne overalt og her i den permanente natmørke kan man lige skimte at der ligger store bjerge på begge sider af vejen. Det er desværre alt for mørkt at tage billeder af det, men det betyder ikke at jeg holder op med at prøve.

Det er pt -22 C og jeg er ved at finder ud af hvordan jeg sætter mit tøj sammen så jeg kan holde ud at færdes udendørs og indendørs. Men nu skal jeg have mig et bad og så skal jeg i seng. Klokken er 23:15, jeg har rejst hele dagen, mødte en masse fantastiske mennesker, drukket et par øl og klokken var 4:30 da jeg stod op. Jeg må være berettigede til at være træt