In the shadow of the light

Jeg har glædet mig i tre uger til at lave denne overskrift, men jeg synes ikke jeg kunne før jeg personligt havde oplevet nordlyset. Og her i aften skete det så, hørte en masse tumult på gangen, stak hoved ud og endte udenfor i en alt for tynd jakke. Mit eget kamera er alt for elendig til at tage billeder af nordlyset, men et par af de andre har meget bedre kameraer end jeg.

Aftenen "show" var temmelig svagt, men neden for har jeg en håndfuld billeder som en af de canadiske tøser har taget. Læk mærke til skyggen på bjergsiden, den flytter sig sammen med nordlyset.









Her har i det så: Lys der kaster skygge! Hvor fedt er det?! En af mine nye britiske venner som studere middel-polar-atmosfære fortæller mig at nordlyset er elektroner fra solen som bliver fanget i jordens magnetfelt. Når de når et bestemt punkt bliver de eksiterede og lyser. Men mens de er eksiterede spreder de også andet lys, i dette tilfælde månelyset, så det kommer mindre månelys igennem nordlyset = lyset kaster en skygge

UNIS, min "hverdag"

Jeg tænkte at jeg ville fortælle lidt om UNIS, det universitet jeg går på og min daglig dag som den næsten er. For indtil nu har rutine stemningen ikke lagt sig endnu, og jeg har på fornemmelsen at den næppe kommer til det.

Det er ikke billederne som er skæve eller taget med mærkeligt perspektiv - vægene ER skæve! Og fra gulv til loft er der træ, fantastisk flot og lækkert. Jeg har to kurser, Ice & Snow processes og Air/Sea/Ice interaction. "Normalt" har jeg to timers forlæsning i hvert fag hver dag og med en længere pause imellem. Pausen bruges på at spise frokost, surfe rundt på internettet eller planlægge vores icebreaker-party som vi skal have i febuar. Jeg har tegnet tre ud af seks af de plakater som skal pornomere festen, men dem sætter jeg først op når jeg fortæller som selve festen. Temaet er hemmeligt, og da det ikke kun er nye studerende der kan se min blog efterlader jeg emnet for senere at komme tilbage til festen.

Jeg nyder virkelig undervisnings formen her oppe, for den er meget anderldes end hvad jeg er vandt til fra Københavns universitet. I København tager man udgangspunkt i matematikken og teorien og bevæger sig hen mod fysikken. Her oppe begynder man med det praktiskefysik og støtter det med matematik. Klassen er også mindre, faktisk har de måtte afvise folk til Snow & Ice processes fordi der kun er plads til 19 mennesker i det bæltekøretøj som vi skal køre ud i når vi laver vores felt arbejde.

Den næste uge skal vi have et Matlab kursus, matlab er et regneprogram som er utroligt anvendeligt, og jeg har været heldig at netop dette forår har Københavns universitet en aftale med Matlab folkene så jeg har sikret mig en licens til matlab til min computer. Der er kun et begrænset antal licenser på UNIS så alle computerne kan ikke køre Matlab samtidig desværre.

Ud over det skal vi også ha et snescooter kursus, så UNIS kan lade os køre snescootere når vi skal på feltarbejde. Dette er første gang i mit liv jeg virkeligt har været ked af at jeg ikke har et kørekort. Uden kørekort kan jeg kun være passager på en scooter. ÆV!
Og nu vi er ved det så er der en hel del som har købt sig en snescooter og som suser rundt på ture i tide og utide. Det er lidt æv for det er ikke altid plads til en ekstra på en scooter. Men jeg må også sige at det er kun et lille "æv" for bare i dag har jeg se på facebook to af mine medstuderende brokke sig over at deres scooter er brudt ned.

Om to uger skal jeg ha undervisning i coldlab, navnet burde være selvforklarende. Senere igen kommer der feltarbejde og efter påske skal vi har et to ugers cruse. Mere om det til den tid.

Det første tegn på dagslys i en måned

Dette er første gang at himlen har været så blå. Det et fantastisk smukt syn at kigge ud af vinduet på UNIS her ved frokost tid og så sådan en udsigt.
Det blev så kun endnu bedre da jeg kom uden for og så ud over UNIS, for første gang kunne jeg se over på den anden side at Adventsfjorden og se at der faktisk også er bjerge der over. Dem har vi ellers kun hørt om

Har stadig ikke helt regnet ud hvorfor det er så lyst her i dag hvor det bare var mørkt i går. Det er måske noget min kollegarere på DMI kan kaste lys over [indsæt dåselatter]. Det eneste jeg selv kan tænke på er at det ikke er skyet i dag som det var i går.

Mysteriet om det ømme knæ

Her i fredags var der ikke noget med knæet, så lad os starte der og så gå weekenden igennem og måske kan vi finde svaret på mysteriet.

Watson, er vi klar? Godt lad og så til sagen.

Fredag havde knæet, og resten af Erik, sin sidste danske eksamen og alt i alt lader det til at eksemerne er gået rimeligt godt.
Der var en masse af Eriks medstuderende som havde fået den fantastiske ide at bade i Advendtsfjorden. Det kunne man sådan set ikke bebrejde dem da alt isen på fjorden var blevet blæst til havs af vinden så fjorden var åben. Vejret var varmt, kun - 4 grader. Erik som havde fokuseret fuldstændigt på sin kommende eksamen havde ikke forberedt sig på at skulle i vandet, men han påtog sig en anden vigtig opgave. Han fik riflen og var isbjørne vagt mens de andre mere eller mindre påklædte løb ud i vandet. De skal formentlig i vandet igen i næste uge og der skulle saunaen gerne være tændt. Der har Erik ikke mange argumenter for IKKE at deltage.
Mens de glade gale mennesker gik ind får at få varmen igen, tog han med ud for at købe ind til "friday gathering", fredagsbaren. Og det blev købt godt ind til den store guldmedalje som det ses her på billedet.

Jo, Watson, Erik fejrede absolut at han var blevet færdig med sine danske eksemer, men han var fornuftig nok til at dele en taxa med en håndfuld islandske piger.
Jeg tvivler på at vi skal finde svare på det ømme knæ denne fredag.

Lad os gennemgå lørdagen og se om vi kan finde nogle spor der:
Lørdag morgen, lad os være ærlige og sige lørdag formiddag, sad Erik ved sin computer og kiggede på facebook. Der så han at en af de norske piger var på vej ud til morænegrotten for forden af larsbræen (den nærmeste gletscher). Det lykkedes ham ved et nært lykketræf at komme med på turen, for den norske jente fortalte at de tog afsted 2 minutter senere. Erik greb sit camera og sprang i tøjet.

(klik på billederne for at få den i fuld størrelse)
Morænen er det sten og jord som gletscheren skubber foran sig. Vand siver ned i matrialet, fryser, bliver skubbet igen og lige så stille bliver disse grotter skabt.

Det er utroligt svært at fange den utrolige oplevelse på billeder, men der bliver absolut forsøgt.

Som det kan ses på et af billederne her til højre så så vi også plastik stikke ud af loftet på grotten. Det er simpelthen gammelt skrald som langsomt er blevet ført ned fra overfladen til huleloftet.

Og når vi nu taler om huleloftet, så er disse efterfølgende billeder blevet taget ved at kigge lige op ad. Det er næsten ikke til at give et indtryk af grotten med disse billeder.
Men det er langt fra alle steder hvor der er 4 eller 5 meter til loftet. Der er var også steder hvor man skulle ned på alle fire og kravle. Der et muligvis der at det ømme knæ har sit udspring?




Vi skal også lige tage søndagens aktiviteter i betragtning før vi med sikkerhed kan sige at sagen er løst.

Der er meget sne her oppe, og det seneste lune vejr -2 til -6 grader, plus en god vind har gjort sneen temmelig fast nogle steder. Især bagved barrak 13 har der samlet sig en stor bunke sne. Perfekt til en snehule. Så der blev gravet, og puklet og resultatet er endt med en snehule, med 2 indgange og 4 rum som der blev overnattet i. Det ømme knæ var udsat under gravearbejdet da det foregik på alle fire.

16:50 kommer Erik så i tanke om at der er kajak-polo i svalbardhallen. Det er noget han har været med til en gang før hvor han nød det meget. Det begyndte kl 17:00 og var derfor lidt tidspresset, men en god ven og skotte som alligevel skulle ned til Longyearbyen tilbød et lift på hans nye snescooter.
Dette var første gang at Erik sidder på en snescooter. Det var også første gang at Erik var ude for et uheld på en snescooter. De var lige kørt ned af den bakke hvor scooteren var parkteret da den væltede med dem begge på. De børste sneen af sig, fik scooteren op og stå igen og kørte så ned til Svalbardhallen hvor Erik gik ind til kajakpolo.

Er du med så langt Watson? Jeg tror vi er ved at ha synderen

Kajakpolo er i alt sin enkelthed 2 hold af 5 mand i kajaker som forsøger at få en boldt ned i den modsatte ende og ramme et mål. Det er ikke svært at lære, men det er vist svært at mestre. Erik havde sin personlige rekord denne søndag. Han kæntrede kun en gang i løbet af en kamp, og det lykkedes, med hjælp fra en anden, at komme op igen UDEN at det var nødvendigt at svømme ud af kajaken.
Det er kun femte gang at han er med til at spille så det er absolut en sejer. At holdet vist nok tabte på point er der ikke nogle der tager sig af. De spiller kun for sjov. Senere er der vist nok noget turnering, men det er ikke noget som Erik koncerterer sig om.

Der er temmelig trængt i sådan en kajak og det er absolut ikke unormalt at ens fødder sover, eller idet mindste prikker når man er færdig.

Så Watson, har du en ide om hvornår det ømme knæ indtræf?

Man venter da på helikopteren, ikk?

Jeg er skyldig i en forsømmelse: Slutningen på vores sikkerhedskursus. Men jeg ville så gerne have billederne af helikopteren med. Vores sikkerhedskursus sluttede lørdag den 10 januar men tur op på den lokale glecher hvor vi blev prøvet i vores færdigheder.
Et fiktivt ulykkessted blev der sat lejer op mens min gruppe ydeførstehjælp på de tilskadekommende indtil vi kunne få dem ind i teltet.
Vi skulle også finde nogle ulyksageligt flyverdragter (uden folk i) som var blevet begravet i en lavine. Nogle af de uheldige havde sendere med så de kunne findes, mens andre måtte vi stikke lange spyd ned i sneen for at finde dem.
Den tredie prøve var at repelle ned og hente en tilskadekommende op fra en klyft. Føj hvor var det hårdt arbejde at få ham op. Jeg var ham der var nede og hente den tilskadekommende, det er ikke nogle nem tjans.
Det hele lyder måske meget sjovt og hyggeligt, men det skal siges at det var bæl mørkt og -25 grader samtidig med at det blæste en pelekan. Jeg havde is i skæget på inden siden af min face-mask.

Vi sluttede af med at få demonsteret hvordan man modtager en helikopter. Når man høre den er på vej eller ser den i det fjerne, skyder man 2 røde flares op.
Så sætter man sig med vinden i rykken og så der er plads til at helikopteren kan laden foran en, og jeg mener foran! Da piloten kun kan navigere ud fra persone på isen så må man ikke flytte sig, og det kræver måske lidt nerver at have en helikpoter snude laden 20cm foran ens egen næse, men sådan skal det altså være.
Det var lidt koldt at vente på helikopteren men det var da helt klart en oplevelse værd.
Efter helikopteren kom vi tilbage til UNIS hvor vi så havde en skriftlig prøve i sikkerheds procesdyrene. Bestås den ikke må vi ikke komme med ud i felten. Det er nu 9 dage siden og vi har stadig ikke hørt svar på den prøve endnu, men mon ikke den er bestået. Jeg synes jeg var dygtig, og faktisk er dette sikkerhedskursus 3 ECTS point værd. Jeg har helt klart formange ECTS point når jeg kommer hjem er jeg bange for.

Sproget

Jeg er på et universitet hvor engelsk er undervisningssproget, men da der er tyskere, svenskere, islændinge, finder, nordmænd, østrigere, canadiere, amerikanere og englændere, bliver der snakket meget andet uden for undervisningen.

I folkeskolen og på HHX havde jeg tysk som lige så stille er ved at komme tilbage igen. Jeg har brugt en håndfuld sommerferier i en svensk indianer reenactment lejer hvor jeg har lært mig noget at sproget, tonen og en lille smule om ordstilling. Det gør at jeg næsten kan forstå det norske og læse det er endnu nemmere. Norsk er dansk bare stavet forkert.
Jeg er blevet taget som svensker og jeg har fået ros for mit engelske flere gang. James, en gut fra Alaska, hørte britisk og en smule texansk i min dialekt, og jeg må sige at det kommer fra film og serier og ikke mindst alle de Diskworld bøger jeg har hørt på mp3. Det har pusset mit sprog af og jeg udmærker mig faktisk her oppe ved at være så med på så mange sprog.
Jeg er eneste danske studerende her oppe. En af mine proffesore er dansk og en taxachuffør viste sig at være fra Randeres, men ellers har jeg ikke noget at bruge mit danske til. Det eneste sted hvor jeg sproglig er fuldstændig tabt bag en vogn er finsk, der kan jeg ikke være med. Men vi lære nogle sjov finske gloser fra tid til anden.

Så har jeg skudt 2 isbjørne

En anden vigtig del af vores sikkerhedskursus er at vi kan håndtere de forskellige våben vi bruger når vi er uden for byen. Signal pistoler og signalpens bruges primært til at skræmme isbjørne væk skulle de komme for tæt på. Isbjørne er meget farlige i det at de er fuldstændigt uforudsigelige og nysgerrige. En isbjørn har meget sandsynligt aldrig set et menneske før så den vil være nysgerrig når den ser noget som ikke høre til i naturen (altså os)
Skulle det ske at vi møder sådan en bjørn er vores (mennesker) første træk at gå igen - Isbjørnen var her først! Er det ikke muligt eller kommer den mod os så bruger vi de her signal pistoler/pens til at sende en lysende flare op som ender med et stort knald. Imens nogle er igang med signalpistolerne så er der andre der klargøre disse:

Riflen ja. På skydebanen fik vi lov at øve os med riflen så vi ved hvordan sådan en skal bruges. Der er plads til 4 kugler i magasinet hvilket er meget godt, for hvis der kommer en gal isbjørn efter dig så tager det 4 træf med sådan en riffel for at lægge en bjørn ned. Og er man første begyndt at skyde på en isbjørn så bliver man ved indtil den lægger sig og er død. Det er et truet dyr, et flot dyr der ikke fortjener at leve et skamskudt liv.

Så med en øm skulder, for riflen giver altså et spark, tog jeg glad fra skydebanen i går. Jeg var den i min gruppe som skød bedst, de andre mente at jeg snød fordi jeg har været konkurrenceskytte tidligere, men faktum er at jeg to gange satte mere end 4 dræbende skud i den isbjørn som så glad smilede til os. Blandt studenterne er der et valgsprog der hedder rememper, the polarbear is smiling at you



Ingen isbjørne kom tilskade under tilvirkningen af denne blog, ej heller på skydebanen. Det er mit højeste ønske at se en isbjørn i dens naturlige element fra en sikker afstand og uden drama.